I dag var jeg som det ene af to danske Amnesty-medlemmer blevet inviteret til at møde Navinethem “Navi” Pillay i København. Navi Pillay var indtil september 2014 var FNs kommissær for menneskerettigheder og var i sin ogsÃ¥ den første ikke-hvide kvinde, der blev dommer i Sydafrika, udpeget af Nelson Mandela. Ud over mig og et andet Amnesty-medlem var der indbudt repræsentanter fra bl.a. Dansk PEN og Bahrain-gruppen. Mødet fandt sted i Vartov Valgmenighedshus og kom i stand fordi Navi Pillay er i Danmark for at modtage PL-prisen; det skete i gÃ¥r.

Det var en stor ære for mig at være en af dem, der kunne møde hende og det var et rigtig spændende møde; desværre var den anden Amnesty-repræsentant blevet syg sÃ¥ jeg endte med at være den eneste repræsentant for Amnesty Internationals danske afdeling. Vi var et lille forum pÃ¥ 10 mennesker fra danske menneskerettigheds-NGO’er der fik en god snak om de udfordringer, der er pÃ¥ menneskerettighedsomrÃ¥det lige nu og om hvordan NGO’er og FN-systemet bedst kunne udnytte hinanden strategisk. En af initiativtagerne til mødet luftede ideen om en stor workshop om netop dette emne.

Mødet gav mig yderligere stof til eftertanke i arbejdet med at finde ud af hvordan det internationale menneskerettighedsarbejde og den lokale aktivisme i Amnesty International bedst kan hænge sammen. Meget ofte har jeg nemlig oplevet hvordan nogle væsentlige dele af Amnesty Internationals arbejdsområde ikke bliver opfattet som menneskerettighedsbaseret. Det gælder for de myndigheder, vi vil påvirke, og faktisk også for en hel del af vores medlemmer. Hvad har sådan noget som arbejdet mod diskrimination af romaer f.eks. med menneskerettigheder at gøre? spørger nogle desværre. Og lige for tiden er der i det danske samfund en trist tendens til at diskussionerne af behandlingen af flygtninge fra Syrien bliver helt løsrevet fra en forståelse af at dette handler om menneskerettigheder.

Eneste minus ved mødet var for mit vedkommende, at vi fik en stor portion tøsne i Aalborg lige inden flyafgang, så flyet blev forsinket 40 minutter. Jeg måtte tage en taxi ind til Vartov og nåede desværre ikke at få hilst på de andre deltagere – mødet havde været i gang knap en halv time, da jeg dukkede op. Og efter mødet måtte jeg skynde mig for at nå et fly hjem igen til Aalborg, hvor der nu kun var nogle få klatter sne at skue.

Carsten Bagge Lausten taler.

Jeg var blevet inviteret til Aarhus for at fortælle om Amnesty Internationals arbejde med og holdninger til den enorme humanitære krise i Irak og Syrien. Efter mit oplæg skulle der være en koncert med to lokale rockgrupper. Arrangementet var stablet på benene af Amnesty-gruppen ved Aarhus Universitet.

Den anden oplægsholder var Carsten Bagge Lausten fra Statskundskab på Århus Universitet. Han holdt et langt og grundigt oplæg om religiøs fanatisme; det mindede sine steder måske lige vel rigeligt om en sociologiforelæsning med slides med tekst på punktform og det hele. Ikke et ondt ord om forelæsninger i sociologi som sådan, men de er muligvis ikke altid den bedste optakt til en rockkoncert.

Jeg havde ingen slides og prøvede at fatte mig i korthed; jeg tror at det lykkedes. Mange er underligt fascinerede af IS (eller hvad de nu kalder sig for tiden – det er sjældent et tegn på grundlæggende mental stabilitet at skifte navn tit), men alle parter i de væbnede konflikter i Irak og Syrien begår faktisk voldsomme menneskerettighedskrænkelser. De shiitiske grupper, der kæmper mod IS, begår også kidnapninger, mord og tortur – helt uden at blive stillet til ansvar for det af Iraks myndigheder. Hvis IS skal have hovedansvaret for noget ud over at begå massakrer, der bedst kan beskrives som folkedrab, må det være at have tvunget mere end 800.000 mennesker på flugt.

Efter mit lille indslag var det straks tid til at tage tilbage nordpå, så jeg nåede desværre ikke rigtig at høre noget af musikken.