En lørdag for mennesker på flugt

I denne weekend er der to vigtige mærkedage for menneskerettighederne. Den 19. juni 1865 blev de sidste afrikanske slaver i USA frie. I morgen 20. juni er det FNs dag for flygtninge.

I dag var det den anden af disse to dage vi markerede i Amnesty International med endnu en demonstration til fordel for mennesker på flugt – lavet i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, DFUNK og Stay Human. Budskabet om at det er forkasteligt og i strid med internationale anbefalinger at udvise mennesker til Syrien er nødvendigt at gentage. 

Fawaz Alzatto fra Mellemfolkeligt Samvirke og Nadia Doumani, der er elev på Aalborg Tekniske Gymnasium og i fare for at blive udvist til Syrien, holdt stærke og overbevisende taler. Niels Højgaard Sørensen (kendt fra Stöj Snak) gav en sang, der lige så meget var en opsang. Steen Ørndorf tog et gruppebillede med hjerter. Alle sang vi en fællessang, den gamle “En enkel sang om frihed”. Da det hele sluttede, kom regnen.

Tak til alle, der kom, og en særlig tak til Fawaz, Nadia, Niels og Steen fra os, der arrangerede dette.

Landsmødet 2021

Skærmbillede fra Zoom ved starten af mødet.

Endnu engang skulle Amnesty Internationals danske landsmøde holdes på Zoom. Vi længes efter at kunne mødes igen på Nyborg Strand, men det skulle heller ikke ske i år.

I den kommende tid bliver det andre mennesker, der kommer til at stå i spidsen for Amnesty International.

Det kom som et chok for os, at generalsekretær Trine Christensen pludselig stopper efter fem år. Beslutningen, der er hendes egen, blev taget for ganske nylig og for de allerfleste mødedeltageres vedkommende var det her, man først fik det at vide. Vi kommer til at savne Trine og alt det, hun har gjort for Amnesty International i Danmark, og vi var kede af ikke at kunne tage personligt afsked med hende.

Hovedbestyrelsens leder, Oliver de Mylius, forlader os også, men det skyldes at han falder for 6-års-reglen og ikke kan genopstille.

Noget af det, der bekymrer os rigtig meget for tiden, er den danske regerings beslutning om at ville tage opholdstilladelsen fra syriske flygtninge fra Damaskus-regionen. Til mødet fremsatte hovedbestyrelsen derfor et forslag til udtalelse baseret på et oprindeligt udkast fra koggruppen i Aalborg og eventyrgruppen i København. Der var kun få og små forslag til ændringer af udtalelsen i arbejdsgruppen. Den blev vedtaget enstemmigt.

Her er den.


Udtalelse fra Amnesty Internationals danske landsmøde 24. april 2021

Vi ser med stor bekymring på den danske regerings beslutning om at ville revurdere de omkring 900 sager, der vedrører syriske flygtninge, der i sin tid fik beskyttelse i Danmark på grund af den generelle vold i Damaskus og dens region.

Pr. 1. april 2021 har 380 syrere fået inddraget – eller fået nægtet forlængelse på deres opholdstilladelse i Udlændingestyrelsen. Per 1. marts har 22 syriske flygtninge fået inddraget deres opholdstilladelse – eller ikke fået fornyet deres ophold ved Flygtningenævnet, som er den sidste appelmulighed i Danmark. Vi ved, at 34 syriske flygtninge og asylansøgere, der ikke har fået asyl, står i en såkaldt udsendelsesposition.  

Udlændingestyrelsen har i en rapport fra februar 2019 vurderet, at situationen i og ved Damaskus er tilpas forbedret til, at man kan inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser og sende dem tilbage. En rapport, som i denne uge blev stærkt kritiseret af nationale og internationale forskere og eksperter, der ikke kan se deres udtalelser afspejlet i rapporten.   

Vurderingen af, at Damaskus og dens region er sikker og derfor gør tilbagesendelse forsvarlig, er Danmark ene om. Ikke kun Amnesty International men også blandt andre FN’s Flygtningehøjkommissariat er bekymret over udviklingen i den danske praksis. Danmark er det eneste land i Europa, der har besluttet at fratage flygtninge fra Syrien deres opholdstilladelser og forsøge at presse dem til at tage tilbage til Syrien. 

Det danske udenrigsministerium har ikke nogen rejsevejledning til Syrien, men henviser i stedet til andre landes rejsevejledninger. Alle disse rejsevejledninger har en ting til fælles: de fraråder alle borgere fra deres land at rejse til Syrien og man opfordrer indtrængende de borgere der opholder sig i Syrien, til at forlade Syrien så hurtigt som muligt. De danske myndigheder vurderer heller ikke, at deres egne medarbejdere kan opholde sig i Damaskus-området. Den danske ambassade i Damaskus er således lukket, og man henviser til ambassaden i Beirut af sikkerhedsårsager. Regeringen har ved flere anledninger udtalt, at Danmark – af udenrigspolitiske årsager – ikke vil samarbejde med Assad-regimet. 

Det er derfor desto mere påfaldende og forkasteligt, at de danske myndigheder nu fratager borgere deres opholdstilladelse og beskyttelse i Danmark og forsøger at presse dem til “frivilligt” at udrejse til Syrien. 

Inddragelsen af opholdstilladelserne har voldsomme konsekvenser for det enkelte menneske, der bliver berørt. Ellers velfungerende borgere skal forlade deres arbejde eller den uddannelse, de er i gang med, og sendes til et udrejsecenter. Her kan de hverken arbejde eller gå i skole og kan risikere at sidde i en ’standby-position’ i årevis.  

Alt hvad vi ved om disse udrejsecentre, er, at det ender med at dehumanisere de mennesker, der bor der. I en del tilfælde er det ikke kun selve den enkelte, der mister sit opholdsgrundlag, der bliver berørt. Familier vil blive splittet; nogle medlemmer af familien vil kunne blive i Danmark, men hvad konsekvenserne vil være for dem, der nu forsøges presset til at udrejse til Syrien, er ikke klart. 

Amnesty International har i årevis dokumenteret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, såsom vilkårlige fængslinger, tortur og mishandling, tvungne forsvindinger og henrettelser. Syrere, der vender tilbage til Damaskus og dens region, kan risikere alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, også selvom alle deres papirer er i orden. 

Overgrebene kan ramme alle, da de er meget vilkårlige og vi ser det som brud på international lov, hvis den danske regering presser syrere tilbage. Selvom Danmark ikke udviser syrerne med tvang på nuværende tidspunkt, frygter vi, at de danske myndigheder vil tage alle midler i brug (blandt andet frihedsberøvelse) for at ’motivere’ syrerne til at vende tilbage til Syrien ’frivilligt’. 

Amnesty Internationals landsmøde udtrykker sin store bekymring over den danske regerings beslutning. 

Den er i strid med internationale anbefalinger og ser stort på centrale menneskerettigheder som retten til et familieliv og retten til beskyttelse mod forfølgelse. Vi opfordrer på det kraftigste den danske regering til at stoppe sin enegang og til ikke at inddrage syriske borgeres opholdstilladelser. 

Nej til antisemitisme og had!

Den 4. april blev den jødiske kirkegård i Aalborg udsat for hærværk af en nazistisk gruppering. I dag markerede vi i Amnesty International vores modstand mod antisemitisme og de andre manifestationer af had, der nærede nazismen, med en demonstration, hvor vi først samledes ved 4. maj-kollegiet (hvis beboere er efterkommere af danske modstandsfolk) og derefter gik hen til den jødiske kirkegård ved siden af kollegiet.

En stor tak til alle, der deltog.

Vi holdt to taler. Dem bringer vi her.


For et halvt år siden, den 9. november 2020, stod vi her sidst. Dengang mindedes vi krystalnatten, den forfærdelige dag i 1938, der blev begyndelsen på Holocaust.

Antisemitismen og alle de andre former for intolerance, der nærede nazismen og blev næret af nazismen, findes stadig. Ude på Internettet vrimler det med antisemitisme, racisme, had til romaer, homofobi og transfobi. I sidste uge kunne man læse en aviskronik, hvor en forsker påviste at holocaustbenægtelsen findes derude på de sociale medier, men at den nu er pakket ind i noget, som nogen kalder for “humor” og memes

For kun et par uger siden kunne vi læse en skræmmende nyhed: Nogen stod bag antisemitisk hærværk her, hvor vi står i dag.

Derfor står vi her igen i dag – for også nu skal det siges: Dette skal stoppes!

Vi har alle et ansvar for at standse intolerancen og for ikke gå dens ærinde. Vi skal sige fra, når vi ser hadet, og vi har som mennesker en pligt til at tale for de rettigheder, som alle mennesker har og vi som mennesker selv regner med at kunne have.

Noget af det, man ofte husker Danmark for, er hvordan danske borgere, der ikke var jøder, hjalp deres landsmænd, der var jøder, med at flygte til Sverige under den tyske besættelse. På den måde blev størstedelen af det jødiske samfund i Danmark skånet for den forfærdelige skæbne, der ramte de fleste andre jødiske samfund i Europa.

Der er desværre også en anden del af historien om Danmarks adfærd under nazismen. De danske myndigheder udviste flygtninge fra Tyskland tilbage til Tyskland i årene op til besættelsen, vel vidende hvordan forholdene var under nazismen. Mange af de tyske borgere, der blev sendt retur, blev ofre for den forfølgelse, der fandt sted.

Begge de dele af Danmarkshistorien – Danmarks bedste side og Danmarks værste side – er vi forpligtet til at tage på os, også nu i foråret 2021. Også nu skal vi sige

Aldrig mere en Krystalnat! Aldrig mere skal mennesker forfølges eller sendes tilbage til forfølgelse! Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder – menneskerettighederne gælder for alle!

Den første tale fra demonstrationen 16. april 2021.

Shabbat Shalom / Gut Shabbos

I aften står vi sammen ved den jødiske begravelsesplads. Vi stod her på Krystalnatten sidste år ligeledes med ryggen mod begravelsespladsen og ansigtet rettet ude mod verdenen, som en symbolsk beskyttelse af de jødiske borgeres grave, grave der blev vandaliseret i 2019. Som I nok har set i TV2 Nord, skete der igen hærværk her på den sidste nat af den jødiske højtid, Pesach (på engelsk Passover). Vi sætter vores lid til, at politiet retsforfølger de ansvarlige. En 28-årig mand er blevet anholdt.

Shabbat. Fra en time før solnedgang fredag aften til lørdag aften, når det er blevet så mørkt, at man kan se tre stjerner på himlen, er det shabbat, den ugentlige jødiske hviledag.  For mange jøder er begyndelsen på denne særlige dag, shabbat, en lejlighed til at mødes med familie eller venner og spise et godt måltid. Vi er her for at markere et rungende nej til antisemitisme, på det seneste manifesteret her af Nordfront, en gruppe der bruger racistisk, haderetorik i deres propaganda.

Til jer siger jeg: Shabbat shalom eller Gut Shabbos. Jeg ønsker jer fred, tryghed og velvære til shabbat. Dette kan opleves i stærk kontrast til, hvordan Nordfront på deres hjemmeside beskrev deres eget hærværk, hvilket i dette tilfælde er en vanhelligelse af de dødes gravsteder: ”Aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse gennemførte i weekenden en oplysningsaktion i flere byer, for at gøre folk opmærksomme på jødernes fremmede skikke.” 

Læg især mærke til den udpegning af jøderne, som nogen der praktiserer fremmede skikke. Med Nordfronts ord er jøderne ikke danskere, men de fremmede. 

Hvordan vanhelligede Nordfront det sted, hvor de døde skal huskes og udviste deres afsky for danske jøder? De kastede rød maling på muren, smed to dukker overmalet med rød maling ind på begravelsespladsen og fortovet og satte flyers op på muren med en antisemitisk tekst samt angav sig som afsender. Teksten fremstillede absurde myter om jøder som en bestialsk race, med deres fortidige matzebrød bagt med menneskeblod og massedrab af børn i forbindelse med deres bolsjevikiske revolution i det ældgamle Egypten. Vi har hørt denne antisemitiske retorik før. Dæmonisering af jøderne, som en slags vampyrer og den obligatoriske påstand om, at alle jøder over en kam er bolsjevikker. Forrykt, tænker jeg og overvældes af stærkt ubehag.

Disse billeder og hele scenariet har vækket forskellige følelser i mig: vrede, sorg og væmmelse. En tanke har også strejfet mig: De mennesker, der har udført hærværket, er dumme ballademagere, hvordan kan vi tage dem alvorligt? Men deres handlinger er ikke i flæng, men gemene og feje, udført i ly af natten – dog virker de truende. Nordfront udtrykker ikke kun antisemitisme og racisme, men ligeledes at de har magt og vil bruge den i sagens tjeneste. De ønsker at skabe frygt.

Her står vi så, uden at vakle. Vi ønsker at bakke op om menneskets ret til at have sin egen overbevisning, og sin ret til frit at vælge og skifte religion. Så længe dette sker uden at chikanere eller true andre.

Til slut vil jeg inddrage den østrigskfødte, jødiske filosof Martin Buber, der døde i 1965. Meget forenklet mente han, at menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Det er relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Vejen ud af/væk fra racisme og antisemitisme er en lang, sej rejse. Men Buber peger på vigtigheden af relationer som en mulig vej.  At være nysgerrige over for andre mennesker, at lære og arbejde sammen med mennesker af mange trosretninger og herkomst og at lære mennesker at kende, der beriger os med andet og noget mere, end vi er vokset op med. Fokus på mellemmenneskelige relationer kan formindske et ”dem og os”, der skaber afstand og splittelse – og danne en verden – et Danmark, der i højere grad bygges på lighed, forståelse og empati samt en fælles sameksistens for alle.

Om ikke så længe bliver det hviledagen, shabbat. Selv om denne begravelsesplads er blevet vanhelliget, ønsker jeg inderligt, at de døde herefter kan hvile i fred fra antisemitisk vandalisme. 

Shabbat shalom til jer alle. Tak, fordi I kom i aften.

Den anden tale fra demonstrationen 16. april 2021.

Krystalnatten 2020 i Aalborg

Den 9. november markerede vi igen Krystalnatten i Aalborg.

Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.

Også i dag viser antisemitisme, racisme, homofobi og andre former for intolerance deres grimme ansigt. 2. november i år var der et terrorangreb i Wien i nærheden af byens synagoge. I efteråret 2019 var der et angreb mod synagogen i Halle i Tyskland. I Danmark blev der for et år siden, endda på selve Krystalnatten, begået antisemitisk hærværk mod jødiske begravelsespladser i Randers og i Aalborg. Rundt om i verden bliver intolerante holdninger og politiske beslutninger stadigt mere normaliseret; et helt aktuelt eksempel på dette er de såkaldte “LGBT-frie zoner” i Polen.

Trods pandemi og kulde var fremmødet pænt, da vi mødtes ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegård. Der var (ud over fællessang – “Kringsatt av fiender”) to taler ved medlemmer fra Amnesty Internationals gruppe i Aalborg, én ved Hans Hyttel og en anden ved Stephanie Nagy. Stephanies tale gjorde stort indtryk; hendes søster, der bor i USA, er jøde. Samtidig med Stephanies tale dannede vi en beskyttende ring ved muren om den jødiske kirkegård for at vise, at vi alle vil stå sammen i kampen mod antisemitisme og andre former for had og intolerance.

Næste år vil vi føre traditionen videre med at markere Krystalnatten; desværre er der ikke tegn på at det vil være overflødigt.

Et blik på Hong Kong 2020

I dag kom Anders Hjort Wong Rønnow forbi fra Holstebro og fortalte om sine besøg i Hong Kong, senest i januar i år. Som Anders’ ene mellemnavn antyder, har han familie der – hans mormor kom oprindelig fra Hong Kong. Det er i den forbindelse, Anders to gange har besøgt den tidligere britiske kronkoloni. Hans beretning gav et interessant og dramatisk indblik med en personlig vinkel på konflikten mellen det kinesiske regime og de mange borgere i Hong Kong, der vil bevare de garantier for et demokratisk system og overholdelse af menneskerettigheder, som var del af aftalen om overdragelse fra Storbritannien til Kina i 1997. Ikke mindst den seneste “sikkerhedslov”, der via en række gummiparagraffer gør det muligt at forfølge modstandere af det kinesiske regime og at overdrage dem til selve Kina, er bekymrende.

Der er også interne uenigheder blandt Hong Kongs befolkning om hvad man skal gøre ved de kinesiske myndigheders hårde fremfærd. I den ældre generation har mange valgt at resignere ud fra en frygt for konsekvenserne af at protestere, mens mange yngre og unge mennesker er blandt dem, der bærer protesterne. Også i Anders’ familie i Hong Kong mærker man denne uenighed.

Herunder er en video fra sidste år om politiets brutale fremfærd.

Amnesty Internationals landsmøde 2020

Jeg har været med til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling i mange år; jeg har kun været forhindret to gange, og jeg har altid set frem til muligheden for at være sammen med andre menneskerettighedsaktivister fra resten af landet og gæster fra afdelinger i andre lande. Landsmødet på Hotel Nyborg Strand er både vores øverste besluttende myndighed, en enestående mulighed for erfaringsudveksling og rammen om workshops, foredrag og film med fokus på menneskerettighederne.

I foråret 2020 er alt pludselig blevet anderledes. Landsmødet, der skulle finde sted i denne weekend i de vante rammer, blev aflyst. Men der er stadig brug for at diskutere og siden godkende regnskab og beretning og for at vælge en ny hovedbestyrelse. 

Derfor blev vi indkaldt til et landsmøde via Zoom og med afstemning over nettet. Jeg var blevet udpeget som election officer med det ansvar, at jeg skulle læse beskrivelsen af afstemnings-opsætningen igennem for at kunne sikre os at den var forsvarlig med hensyn til databeskyttelse mm. Det vurderede jeg, at den er.

Amnesty Internationals fokus er med kort varsel blevet ændret til at fokusere på de akutte menneskeretslige udfordringer, COVID-19-pandemien har bragt med sig og som vi skal forholde os til. Dels er der hele udfordringen med at mennesker, der i forvejen er særligt udsat for menneskerettighedskrænkelser nu bliver endnu mere udsatte, dels er der de retspolitiske udfordringer med alle de særlove, der der blevet indført og som begrænser borgeres frihed i stort omfang. Disse love giver mening lige nu, men man kan frygte, at nogle magthavere “glemmer” at trække dem tilbage igen en dag.

Også internt påvirker COVID-19-pandemien vores arbejde. Hele diskussion om Amnesty Internationals strategi i de kommende år er vigtig, men den internationale generalforsamling, hvor den nye strategi skal fastlægges, kan ikke afholdes som planlagt på grund af pandemien.

I dette forår vil vi kæmpe for at alle samvittighedsfanger rundt om i verden, der er i risikogrupperne for COVID-19, bliver løsladt øjeblikkelig – denne kampagne sker under hashtagget #freePOC.

Zoom-landsmødet fandt sted her til formiddag, og da vi var flest, var vi 65 deltagere – med en enkelt gæst fra udlandet, nemlig Anne Marie fra den norske afdeling. Der var nogle tekniske problemer i starten og jeg mistede selv forbindelsen til mødet kortvarigt flere gange. Alligevel lykkedes det os at gennemføre et møde med vigtige og gode diskussioner, og på mange måder blev det faktisk godt på de præmisser, vi var mødt til at anlægge. Tak til vores sekretariat og hovedbestyrelse for at have gjort et stort og grundigt forarbejde siden den 10. marts.

Nogle ting savnede vi selvfølgelig. Hele den sociale dimension, og ikke mindst glæden ved gensynet med dem, vi ikke ser så tit, måtte vi undvære. På landsmøderne er der tit nye ansigter, der har været medlemmer i et stykke tid men her møder Amnesty Internationals fællesskab for første gang. Dem var der ikke mange af i dag på Zoom.

Jeg ved, at vi alle håber at kunne mødes igen rigtigt, ansigt til ansigt, i 2021 på Hotel Nyborg Strand.

Hærværk mod Amnesty i Aalborg

Sidste søndag havde en højrenationalistisk gruppering sat klistermærker på vores dørskilt. Den samme gruppering har nu for anden gang gjort dette, og denne gang var vi nødt til at fjerne det hele selv (første gang havde andre forsøgt på det, før vi opdagede noget). Billedet viser hvor langt vi nåede. Tidspunktet er næppe tilfældigt valgt – dette er dagen for vores landsindsamling og to dage inden menneskerettighedsdagen. Alle har ret til at have en holdning og give udtryk for den, men dette er chikane og hærværk. Vi har indgivet politianmeldelse.

Krystalnatten 2019 i Aalborg

I dag mindedes vi ofrene for Holocaust med et fakkeltog fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Tak til alle, der var med.

Herunder kan I læse den tale, som blev holdt.


Tale ved fakkeltog til minde om Krystalnatten 9. november 2019

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 101 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i dag for 30 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 81 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede, politiske modstandere og andre, som nazismen havde set sig ond på.

Også i 2019 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 81 år siden. Det er kun således få uger siden, at en nazist forsøgte at begå et attentat mod en synagoge i Halle i Tyskland.

Også andre religiøse samfund bliver ramt af had. I marts i år trængte en højreekstremist ind i en moské i Christchurch i New Zealand og dræbte 49 mennesker, der var samlet til bøn. I april i år omkom mere end 200 mennesker ved bombeattentater mod fire kirker i Sri Lanka.

I Polen vedtog regeringen sidste år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Polen kalder nogle lokalsamfund sig for “LGBT-fri områder”.

I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne.

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

I en europæisk undersøgelse fra 2018, sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. Det er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Når man tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, da er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Vi kan ikke tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelserne, men de gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi skal bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og alle de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd uanset religion, oprindelse, seksualitet osv. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.

Aktivismedag i Odense

I dag var Mirela og jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og Mirela og jeg havde været med til at arrangere de sammen med Sif (der har et studiejob på sekretariatet) og Cecilia (fra Odense). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.

Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.

Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.

Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.

Til minde om Linda

I fredags fik vi at vide, at en af de omkomne i togulykken den 2. januar 2019 var Linda Jørgensen. Linda var kontaktperson for Amnesty International i Odense og var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør og store engagement var en inspiration for os.

Ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 siden sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge kom fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda.

Fra Amnesty i Aalborg vil vi gerne sende Amnesty-gruppen i Odense vores varmeste tanker. Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men  vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense.