Den 4. maj i år er det 81 år siden det nazistiske Tysklands besættelse af Danmark sluttede. Kampen for frihed er lige så aktuel som den var dengang.
Vi inviterede alle til at besøge os i vores lokaler for at tænde lys sammen med os. Tak til alle, der var med!
Omkring 120 mennesker mødte op til vores demonstration på Teglgårds Plads ved Nordkraft tirsdag den 13. janur. Tak til alle jer, der trodsede kulde og sjap og var med.
Her er vores tale:
I Amnesty International har vi i mange år afsløret den iranske regerings krænkelser af menneskerettigheder, heriblandt diskrimination af minoriteter og begrænsning af ytringsfrihed. Og så er dødsstraf også et enormt problem – Iran et af de lande i verden, der udfører flest henrettelser om året.
I Iran er der lige nu store protester rettet mod myndighedernes undertrykkelse og mod den økonomiske situation i landet. Deltagerne kræver grundlæggende reformer og regimets afgang og begyndte den 28. december i kølvandet på en akut økonomisk krise.
Regimet har svaret voldsomt igen. Mange hundreder af dem, der har deltaget i eller været til stede ved demonstrationer har mistet livet i perioden fra 31. december 2025 og til nu. Tusinder af demonstranter er blevet vilkÃ¥rligt tilbageholdt og risikerer tortur og mishandling.Â
Dette er dokumenteret af Amnesty International og Human Rights Watch.
Den 8. januar 2026 blev al adgang til Internet og mobil- og fastnet-telefoni lukket over hele Iran. Dette er sket før, senest under de store protester i november 2019.
Situationen lige nu er yderst alvorlig og har været det længe. Iran er præget af en systemisk straffrihed, der har gjort det muligt for myndighederne igen og igen overtræde international lov. Amnesty International og Human Rights Watch kan dokumentere mord, tortur, voldtægt og tvungne forsvindinger rettet mod kritikere af regimet.
Nogen derude vil nu måske spørge: Men hvad har det med Danmark at gøre? Er det ikke folk i Iran, der skal løse deres egne problemer?
Vi siger: Det er vores fælles ansvar at standse blodsudgydelserne i Iran. For en måned siden var der gået 77 år siden verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget af FN. Menneskerettighederne siger at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden. Menneskerettighederne skal overholdes overalt i verden. De skal overholdes i Danmark og de skal overholdes i Iran.
Alle lande er en del af verdenssamfundet og derfor har Danmark også et ansvar for at det sker. I dag står vi her i Danmark i solidaritet med borgerne i Iran og appellerer til den danske regering.
Det, der sker i Iran skal stoppes nu! Alt for længe har verdenssamfundet været tilskuere og passive vidner til alle de omfattende krænkelser af menneskerettighederne; verdens regeringer har været alt for tavse.
Den danske regering og verdenssamfundet som helhed skal handle på baggrund af international lov, ikke i strid med den. Truslerne om invasion fra USA gør kun ondt værre og de sker hen over hovedet på befolkningen. Det har vi for nylig set konsekvenserne af i Venezuela.
Det er menneskerettighederne, der er vores vigtigste instrument.
Danmarks regering, FNs medlemsstater og regionale organer, herunder EU, bør udstede utvetydige offentlige fordømmelser og træffe hurtige diplomatiske foranstaltninger for at presse de iranske myndigheder til at stoppe blodsudgydelserne.
Amnesty International opfordrer samtidig anklagemyndighederne i andre lande til at indlede strafferetlige efterforskninger i henhold til princippet om universel jurisdiktion med henblik på at udstede arrestordrer på dem, er mistænkt for at være ansvarlige.
Stop grusomhederne i Iran! Beskyt demonstranterne!
Tak til alle, der var med os med markeringen af Krystalnatten.
Vores budskab er dette:
Mandag aften var der et flot fremmøde i vores lokaler til foredraget med journalist Jacob Planschke.
Det var et meget spændende foredrag om forholdene for migranter i Tunesien, og den pris det kan have at undersøge disse forhold.
Vi hÃ¥ber, vi snart kan se hans film “En route to Europe, we burn or die” i Biffen.
Det, der sker i Gaza netop nu og som verden er vidne til, er etnisk udrensning og folkedrab. Det israelske militær bomber civile mål i stor stil, bruger sult som våben og planlægger at fordrive det meste af Gazas befolkning. Tilmed er der nu rapporter om at det israelske militær skyder på civile, der prøver at få nødhjælp.
Vi er for længst forbi det punkt, hvor det, der sker i Gaza, kan forsvares med Israels ret til selvforsvar mod Hamas og andre væbnede grupper efter deres angreb den 7. oktober 2023.
Den amerikanske forfatter James Baldwin skrev under Vietnamkrigen at
Hver eneste bombet landsby er min hjemby.
Og hvert eneste dødt barn er mit barn.
Hver eneste sørgende mor er min mor.
Hver eneste grædende far er min far.
Hvert hjem, der er blevet lagt i ruiner, er det hjem, jeg voksede op i.
Hver eneste bror, der bærer resterne af sin bror hen over grænser, er min bror.
Hver eneste søster, der venter på en søster,
som aldrig kommer hjem, er min søster.
Hvert eneste af disse mennesker er vores,
ligesom vi er deres.
Vi tilhører dem,
og de tilhører os.
Sådan er det stadig. Det kunne have været os, bomberne faldt over. Det kunne have været os, der mistede vores hjem og vores familie. Det kunne have været os, der blev drevet på flugt.
Det, vi appellerer til, er at den danske regering skal skride til handling for at bidrage til at stoppe folkedrabet og den etniske udrensning i Gaza og bruge sin stemme i EU og i FNs sikkerhedsråd til at skabe international samling for at bremse Netanyahu. Det indebærer selvfølgelig også, at Danmark skal stoppe al våbeneksport til Israel.
En stor tak for os til alle, der kom til dagens demonstration til støtte for civilbefolkningen i Ukraine. Vi talte bagefter med herboende ukrainere, og deres beretninger og de billeder, de viste os, har gjort et stort indtryk på os.
Fotos: Stephanie Nagy, John Ørtoft og Hans Hyttel.
Den 9. november markerede vi igen Krystalnatten i Aalborg.
Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.
Også i dag viser antisemitisme, racisme, homofobi og andre former for intolerance deres grimme ansigt. 2. november i år var der et terrorangreb i Wien i nærheden af byens synagoge. I efteråret 2019 var der et angreb mod synagogen i Halle i Tyskland. I Danmark blev der for et år siden, endda på selve Krystalnatten, begået antisemitisk hærværk mod jødiske begravelsespladser i Randers og i Aalborg. Rundt om i verden bliver intolerante holdninger og politiske beslutninger stadigt mere normaliseret; et helt aktuelt eksempel på dette er de såkaldte “LGBT-frie zoner†i Polen.
Trods pandemi og kulde var fremmødet pænt, da vi mødtes ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegÃ¥rd. Der var (ud over fællessang – “Kringsatt av fienderâ€) to taler ved medlemmer fra Amnesty Internationals gruppe i Aalborg, én ved Hans Hyttel og en anden ved Stephanie Nagy. Stephanies tale gjorde stort indtryk; hendes søster, der bor i USA, er jøde. Samtidig med Stephanies tale dannede vi en beskyttende ring ved muren om den jødiske kirkegÃ¥rd for at vise, at vi alle vil stÃ¥ sammen i kampen mod antisemitisme og andre former for had og intolerance.
Næste år vil vi føre traditionen videre med at markere Krystalnatten; desværre er der ikke tegn på at det vil være overflødigt.
I dag mindedes vi ofrene for Holocaust med et fakkeltog fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Tak til alle, der var med.
Herunder kan I læse den tale, som blev holdt.
Tale ved fakkeltog til minde om Krystalnatten 9. november 2019
Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 101 Ã¥r blev den tyske republik udrÃ¥bt i Berlin – endda to gange pÃ¥ samme dag Og i dag for 30 Ã¥r siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen pÃ¥ DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.Â
Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 81 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede, politiske modstandere og andre, som nazismen havde set sig ond på.
Også i 2019 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 81 år siden. Det er kun således få uger siden, at en nazist forsøgte at begå et attentat mod en synagoge i Halle i Tyskland.
Også andre religiøse samfund bliver ramt af had. I marts i år trængte en højreekstremist ind i en moské i Christchurch i New Zealand og dræbte 49 mennesker, der var samlet til bøn. I april i år omkom mere end 200 mennesker ved bombeattentater mod fire kirker i Sri Lanka.
I Polen vedtog regeringen sidste Ã¥r en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt pÃ¥ særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført sÃ¥kaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propagandaâ€, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Polen kalder nogle lokalsamfund sig for “LGBT-fri omrÃ¥derâ€.
I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne.
Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.Â
I en europæisk undersøgelse fra 2018, sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør give anledning til at vi tænker os grundigt om.
Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de sÃ¥ behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige â€Jeg er ikke racist, men…†Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racismeâ€. Det er ikke andet end et forsøg pÃ¥ at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme†vi møder derude i vore dage.
Når man tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, da er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Vi kan ikke tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.
Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelserne, men de gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.
Vi skal bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og alle de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd uanset religion, oprindelse, seksualitet osv. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.
I dag var Mirela og jeg til aktivismedag i Amnesty International. Dagen fandt sted i Odense, og Mirela og jeg havde været med til at arrangere de sammen med Sif (der har et studiejob på sekretariatet) og Cecilia (fra Odense). Denne gang var vi en blanding af oplægsholdere og aktivister fra grupper rundt om i landet.
Vi begyndte dagen med at mindes én, vi alle savner: Linda Jørgensen, der gennem mange år var en vigtig skikkelse i Amnesty International i Odense. Den 2. januar i år mistede hun livet i togulykken på Storebælt. Det er underligt at være til et Amnesty-arrangement i Odense, hvor Linda ikke er med, og det er svært at fatte, at vi aldrig skal se hende igen.
Om eftermiddagen var der et vigtigt punkt om et af de problemer, der optager os. Claus Juul, der er juridisk konsulent på sekretariatet, kom forbi og gav et langt og informativt oplæg om situationen om udrejsecentrene for afviste asylansøgere. Især situationen for børnefamilierne på Sjælsmark udrejsecenter giver anledning til stor bekymring for os.
Dagen sluttede med et punkt om vores aktivismepanel, hvor både Mirela og jeg nu er med. Det er altid godt og inspirerende at møde Amnesty-medlemmer fra andre dele af landet. Trist er det, at menneskerettighederne har så lav status rundt om i verden – og også i Danmark – som tilfældet er, men i Amnesty International er vi optimister: Vi tror på, at vi vil også i fremtiden vil kunne skabe en afgørende forskel gennem vores arbejde.
I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres. Det var tydeligt, at de deltagere, der er flygtninge, var meget bekymrede og utrygge ved det, der sker lige nu i Danmark.
Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst. Alle talte om hvor meget de holdt af Danmark, men også om hvor bekymrede de var over at se, hvordan menneskerettighederne er under pres i det land, der er vores alle sammens.
Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.
Den er her:
I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.
Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.
I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.
I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.
Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. FormÃ¥let er at fÃ¥ mennesker pÃ¥ flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelseâ€. Men det er veldokumenteret (og ogsÃ¥ af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker pÃ¥ flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker pÃ¥ flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen†kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis mÃ¥let er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. NÃ¥r man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, sÃ¥ den først og fremmest skal ramme netop mennesker pÃ¥ flugt. Men man mÃ¥ ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig ogsÃ¥), sÃ¥ derfor har regeringen mÃ¥ttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at ogsÃ¥ danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelseâ€, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de sÃ¥ skal sendes hen, er uklart.
Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt†bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.
Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold†fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv.
Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det er ikke meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle†i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der
Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.
Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.