En stor tak for os til alle, der kom til dagens demonstration til støtte for civilbefolkningen i Ukraine. Vi talte bagefter med herboende ukrainere, og deres beretninger og de billeder, de viste os, har gjort et stort indtryk på os.
Fotos: Stephanie Nagy, John Ørtoft og Hans Hyttel.
I dag var der aktionsdag for de syriske flygtninge. I 22 byer rundt om i Danmark samledes vi for at protestere mod fratagelsen af opholdstilladelser til mennesker på flugt fra Syrien. På Nørresundby torv var vi samlet; der var taler ved Fawaz Alzatto og en repræsentant for Amnesty International. Vores budskab til alle er at
Til sidst dannede vi en menneskekæde ved det gamle rådhus.
I denne weekend er der to vigtige mærkedage for menneskerettighederne. Den 19. juni 1865 blev de sidste afrikanske slaver i USA frie. I morgen 20. juni er det FNs dag for flygtninge.
I dag var det den anden af disse to dage vi markerede i Amnesty International med endnu en demonstration til fordel for mennesker på flugt – lavet i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke, DFUNK og Stay Human. Budskabet om at det er forkasteligt og i strid med internationale anbefalinger at udvise mennesker til Syrien er nødvendigt at gentage.
Fawaz Alzatto fra Mellemfolkeligt Samvirke og Nadia Doumani, der er elev på Aalborg Tekniske Gymnasium og i fare for at blive udvist til Syrien, holdt stærke og overbevisende taler. Niels Højgaard Sørensen (kendt fra Stöj Snak) gav en sang, der lige så meget var en opsang. Steen Ørndorf tog et gruppebillede med hjerter. Alle sang vi en fællessang, den gamle “En enkel sang om frihed”. Da det hele sluttede, kom regnen.
Tak til alle, der kom, og en særlig tak til Fawaz, Nadia, Niels og Steen fra os, der arrangerede dette.
Den 4. april blev den jødiske kirkegård i Aalborg udsat for hærværk af en nazistisk gruppering. I dag markerede vi i Amnesty International vores modstand mod antisemitisme og de andre manifestationer af had, der nærede nazismen, med en demonstration, hvor vi først samledes ved 4. maj-kollegiet (hvis beboere er efterkommere af danske modstandsfolk) og derefter gik hen til den jødiske kirkegård ved siden af kollegiet.
En stor tak til alle, der deltog.
Vi holdt to taler. Dem bringer vi her.
For et halvt år siden, den 9. november 2020, stod vi her sidst. Dengang mindedes vi krystalnatten, den forfærdelige dag i 1938, der blev begyndelsen på Holocaust.
Antisemitismen og alle de andre former for intolerance, der nærede nazismen og blev næret af nazismen, findes stadig. Ude på Internettet vrimler det med antisemitisme, racisme, had til romaer, homofobi og transfobi. I sidste uge kunne man læse en aviskronik, hvor en forsker påviste at holocaustbenægtelsen findes derude på de sociale medier, men at den nu er pakket ind i noget, som nogen kalder for “humor” og memes.
For kun et par uger siden kunne vi læse en skræmmende nyhed: Nogen stod bag antisemitisk hærværk her, hvor vi står i dag.
Derfor står vi her igen i dag – for også nu skal det siges: Dette skal stoppes!
Vi har alle et ansvar for at standse intolerancen og for ikke gå dens ærinde. Vi skal sige fra, når vi ser hadet, og vi har som mennesker en pligt til at tale for de rettigheder, som alle mennesker har og vi som mennesker selv regner med at kunne have.
Noget af det, man ofte husker Danmark for, er hvordan danske borgere, der ikke var jøder, hjalp deres landsmænd, der var jøder, med at flygte til Sverige under den tyske besættelse. På den måde blev størstedelen af det jødiske samfund i Danmark skånet for den forfærdelige skæbne, der ramte de fleste andre jødiske samfund i Europa.
Der er desværre også en anden del af historien om Danmarks adfærd under nazismen. De danske myndigheder udviste flygtninge fra Tyskland tilbage til Tyskland i årene op til besættelsen, vel vidende hvordan forholdene var under nazismen. Mange af de tyske borgere, der blev sendt retur, blev ofre for den forfølgelse, der fandt sted.
Begge de dele af Danmarkshistorien – Danmarks bedste side og Danmarks værste side – er vi forpligtet til at tage på os, også nu i foråret 2021. Også nu skal vi sige
Aldrig mere en Krystalnat! Aldrig mere skal mennesker forfølges eller sendes tilbage til forfølgelse! Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder – menneskerettighederne gælder for alle!
Den første tale fra demonstrationen 16. april 2021.
Shabbat Shalom / Gut Shabbos
I aften står vi sammen ved den jødiske begravelsesplads. Vi stod her på Krystalnatten sidste år ligeledes med ryggen mod begravelsespladsen og ansigtet rettet ude mod verdenen, som en symbolsk beskyttelse af de jødiske borgeres grave, grave der blev vandaliseret i 2019. Som I nok har set i TV2 Nord, skete der igen hærværk her på den sidste nat af den jødiske højtid, Pesach (på engelsk Passover). Vi sætter vores lid til, at politiet retsforfølger de ansvarlige. En 28-årig mand er blevet anholdt.
Shabbat. Fra en time før solnedgang fredag aften til lørdag aften, når det er blevet så mørkt, at man kan se tre stjerner på himlen, er det shabbat, den ugentlige jødiske hviledag. For mange jøder er begyndelsen på denne særlige dag, shabbat, en lejlighed til at mødes med familie eller venner og spise et godt måltid. Vi er her for at markere et rungende nej til antisemitisme, på det seneste manifesteret her af Nordfront, en gruppe der bruger racistisk, haderetorik i deres propaganda.
Til jer siger jeg: Shabbat shalom eller Gut Shabbos. Jeg ønsker jer fred, tryghed og velvære til shabbat. Dette kan opleves i stærk kontrast til, hvordan Nordfront på deres hjemmeside beskrev deres eget hærværk, hvilket i dette tilfælde er en vanhelligelse af de dødes gravsteder: ”Aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse gennemførte i weekenden en oplysningsaktion i flere byer, for at gøre folk opmærksomme på jødernes fremmede skikke.”
Læg især mærke til den udpegning af jøderne, som nogen der praktiserer fremmede skikke. Med Nordfronts ord er jøderne ikke danskere, men de fremmede.
Hvordan vanhelligede Nordfront det sted, hvor de døde skal huskes og udviste deres afsky for danske jøder? De kastede rød maling på muren, smed to dukker overmalet med rød maling ind på begravelsespladsen og fortovet og satte flyers op på muren med en antisemitisk tekst samt angav sig som afsender. Teksten fremstillede absurde myter om jøder som en bestialsk race, med deres fortidige matzebrød bagt med menneskeblod og massedrab af børn i forbindelse med deres bolsjevikiske revolution i det ældgamle Egypten. Vi har hørt denne antisemitiske retorik før. Dæmonisering af jøderne, som en slags vampyrer og den obligatoriske påstand om, at alle jøder over en kam er bolsjevikker. Forrykt, tænker jeg og overvældes af stærkt ubehag.
Disse billeder og hele scenariet har vækket forskellige følelser i mig: vrede, sorg og væmmelse. En tanke har også strejfet mig: De mennesker, der har udført hærværket, er dumme ballademagere, hvordan kan vi tage dem alvorligt? Men deres handlinger er ikke i flæng, men gemene og feje, udført i ly af natten – dog virker de truende. Nordfront udtrykker ikke kun antisemitisme og racisme, men ligeledes at de har magt og vil bruge den i sagens tjeneste. De ønsker at skabe frygt.
Her står vi så, uden at vakle. Vi ønsker at bakke op om menneskets ret til at have sin egen overbevisning, og sin ret til frit at vælge og skifte religion. Så længe dette sker uden at chikanere eller true andre.
Til slut vil jeg inddrage den østrigskfødte, jødiske filosof Martin Buber, der døde i 1965. Meget forenklet mente han, at menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Det er relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Vejen ud af/væk fra racisme og antisemitisme er en lang, sej rejse. Men Buber peger på vigtigheden af relationer som en mulig vej. At være nysgerrige over for andre mennesker, at lære og arbejde sammen med mennesker af mange trosretninger og herkomst og at lære mennesker at kende, der beriger os med andet og noget mere, end vi er vokset op med. Fokus på mellemmenneskelige relationer kan formindske et ”dem og os”, der skaber afstand og splittelse – og danne en verden – et Danmark, der i højere grad bygges på lighed, forståelse og empati samt en fælles sameksistens for alle.
Om ikke så længe bliver det hviledagen, shabbat. Selv om denne begravelsesplads er blevet vanhelliget, ønsker jeg inderligt, at de døde herefter kan hvile i fred fra antisemitisk vandalisme.
Shabbat shalom til jer alle. Tak, fordi I kom i aften.
Den anden tale fra demonstrationen 16. april 2021.
I dag kom Anders Hjort Wong Rønnow forbi fra Holstebro og fortalte om sine besøg i Hong Kong, senest i januar i år. Som Anders’ ene mellemnavn antyder, har han familie der – hans mormor kom oprindelig fra Hong Kong. Det er i den forbindelse, Anders to gange har besøgt den tidligere britiske kronkoloni. Hans beretning gav et interessant og dramatisk indblik med en personlig vinkel på konflikten mellen det kinesiske regime og de mange borgere i Hong Kong, der vil bevare de garantier for et demokratisk system og overholdelse af menneskerettigheder, som var del af aftalen om overdragelse fra Storbritannien til Kina i 1997. Ikke mindst den seneste “sikkerhedslov”, der via en række gummiparagraffer gør det muligt at forfølge modstandere af det kinesiske regime og at overdrage dem til selve Kina, er bekymrende.
Der er også interne uenigheder blandt Hong Kongs befolkning om hvad man skal gøre ved de kinesiske myndigheders hårde fremfærd. I den ældre generation har mange valgt at resignere ud fra en frygt for konsekvenserne af at protestere, mens mange yngre og unge mennesker er blandt dem, der bærer protesterne. Også i Anders’ familie i Hong Kong mærker man denne uenighed.
Herunder er en video fra sidste år om politiets brutale fremfærd.
Sidste søndag havde en højrenationalistisk gruppering sat klistermærker på vores dørskilt. Den samme gruppering har nu for anden gang gjort dette, og denne gang var vi nødt til at fjerne det hele selv (første gang havde andre forsøgt på det, før vi opdagede noget). Billedet viser hvor langt vi nåede. Tidspunktet er næppe tilfældigt valgt – dette er dagen for vores landsindsamling og to dage inden menneskerettighedsdagen. Alle har ret til at have en holdning og give udtryk for den, men dette er chikane og hærværk. Vi har indgivet politianmeldelse.
I fredags fik vi at vide, at en af de omkomne i togulykken den 2. januar 2019 var Linda Jørgensen. Linda var kontaktperson for Amnesty International i Odense og var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør og store engagement var en inspiration for os.
Ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 siden sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge kom fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda.
Fra Amnesty i Aalborg vil vi gerne sende Amnesty-gruppen i Odense vores varmeste tanker. Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense.
I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres. Det var tydeligt, at de deltagere, der er flygtninge, var meget bekymrede og utrygge ved det, der sker lige nu i Danmark.
Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst. Alle talte om hvor meget de holdt af Danmark, men også om hvor bekymrede de var over at se, hvordan menneskerettighederne er under pres i det land, der er vores alle sammens.
Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.
Den er her:
I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.
Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.
I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.
I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.
Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.
Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.
Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv.
Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det er ikke meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der
Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.
Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.
I dag holdt vi vores demonstration til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, det vil sige, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. I Danmark skal det bevises, at ofret har været udsat for tvang, trusler om vold eller fysisk vold eller befundet sig i en hjælpeløs tilstand, før en voldtægt kan straffes. I Amnesty International kræver vi, at Danmark skal have en voldtægtslovgivning, som beskytter ofrene langt bedre end i dag og lever op til Europarådets konvention om vold mod kvinder. Dansk lovgivning skal derfor være baseret på samtykke, det vil sige det grundlæggende princip om, at sex skal være frivilligt. Er det ikke frivilligt, er det voldtægt.
Demonstrationen, der blev til i samarbejde med Everyday Sexism Project og UNYA, fik pæn opbakning. Omkring 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret på Gabels Torv ned til Toldbod Plads. Her var der taler ved Christine Vassaux Noe og Auría Paz, der også viste sig at have et sjældent talent for sang.
I forbindelse med demonstrationen starter Amnesty International arbejdet med at lave en gruppe i Aalborg for arbejdet med kvinders rettigheder.
Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.
Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.
Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.
Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.
Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.
Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).
Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.
Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.
Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.
I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.
Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.
På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.
Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.
Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.