Mød verden

I dag var der Mød verden i Karolinelund i Aalborg, og i løbet af dagen lagde et sted mellem 1200 og 1400 mennesker vejen forbi denne dag hvor alle mulige aalborgensere lige fra kernefamilier til hjemløse og flygtninge og asylansøgere var sammen. Allan Olsen kom forbi og spillede en (venlig) sang fra 1994 som stadig er aktuel, de syriske flygtninge fra Syrian Touch, der tidligere har delt kaffe ud og givet folk blomster, har i de seneste uger brugt tid på at restaurere og nyindrette den lille mølle i den tidligere forlystelsespark. Der var kage, kaffe og te, der var stillet en stor grill op (faktisk var der flere), der var en fodboldbane, et jamsession-telt og såmænd også flere heste, som børn kunne ride på. Ikke mindst Venligboerne har trukket et stort læs i arbejdet med at planlægge og gennemføre Mød verden. Uden dem, “Elsk Aalborg”, den allestedsnærværende Ali Hassan og syrerne fra Syrian Touch var intet af det, vi så i dag, blevet til virkelighed. I Amnesty International var vi glade for at være blevet inviteret med. Vi bidrog med en ny udstilling om flygtningesituationen rundt om i verden, lavet af mig og layoutet af min gamle ven Per Baasch Jørgensen, der er en meget dygtig grafiker. Mange kom forbi og så vores udstilling og talte med os. Vi vil nu tage udstillingen med os og tilbyde den til udlån til Amnesty-grupper landet over og til den permanente Amnesty-udstilling i Frøslevlejren. Vejret var også med os her i sidste halvdel af september. Da først udstillingen var sat op, kunne vi tage det roligt og tage de mange indtryk ind. Der har været en masse frygt og negativitet i medierne i de seneste mange måneder; dette var et fælles fristed. Af de mange ting vil jeg huske bl.a. det bevægende syn det var at se de mange mennesker, mange af dem unge mænd, der dansede en arabisk dans i lange kæder, nogle gange langsomt, andre gange hurtigt. Nogle gange kan intens musik nærmest få tiden til at stå stille, og det var som om det skete netop her.

Skriv et svar