Solidaritet Aalborg Pride – EuroPride 2015

aalborg-riga

Den 20. juni danner Aalborg for første gang rammen om Aalborg Pride. Paraden går fra John F. Kennedys Plads kl. 14 og slutter i Karolinelund, hvor der indtil kl. 23 er yderligere events. EuroPride er en fælles-europæisk international begivenhed der skal fremme rettighederne for LGBTI-folk (bøsser, lesbiske, biseksuelle, trans- og interkønnede) og afholdes i en ny europæisk by hvert år. I år finder EuroPride sted i Letland fra 15. til 21. juni og selve paraden finder sted den 20. juni. Dette er første gang EuroPride finder sted i en tidligere del af Sovjetunionen og mens Letland har formandskabet for EU.

Amnesty Internationals strategiske partner, MOZAIKA (Mozaika) i Letland, er med til at arrangere EuroPride 2015. Der er desværre stadig voldsom modstand mod LGBT-rettigheder i Letland; da den første lettiske Pride fandt sted i Riga i 2005 var der store moddemonstrationer og voldsom fjendtlighed, da 70 aktivister marcherede for deres rettigheder. Så sent som i år udtalte den lettiske præsident Andris Berzins at “homoseksualitet ikke skal gøres reklame for og påtvinges”, og en gruppe prøver nu at bruge huller i lovgivningen for at forhindre EuroPride 2015 i at finde sted.

Aktivister fra Amnesty i Aalborg deltager i paraden i Aalborg og vil bagefter i Karolinelund opfordre Aalborgs borgere til at vise deres støtte og opbakning til arrangøren Mozaika og LGBTI-folk i Letland og i hele regionen. Dette kan alle gøre ved at tage billeder med solidaritetserklæringer og uploade deres billeder til sociale medier med hashtag: #EP15Riga

Skriv et svar