“Let’s talk about YES”

I dag holdt vi vores demonstration til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, det vil sige, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. I Danmark skal det bevises, at ofret har været udsat for tvang, trusler om vold eller fysisk vold eller befundet sig i en hjælpeløs tilstand, før en voldtægt kan straffes. I Amnesty International kræver vi, at Danmark skal have en voldtægtslovgivning, som beskytter ofrene langt bedre end i dag og lever op til Europarådets konvention om vold mod kvinder. Dansk lovgivning skal derfor være baseret på samtykke, det vil sige det grundlæggende princip om, at sex skal være frivilligt. Er det ikke frivilligt, er det voldtægt.

Demonstrationen, der blev til i samarbejde med Everyday Sexism Project og UNYA, fik pæn opbakning. Omkring 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret på Gabels Torv ned til Toldbod Plads. Her var der taler ved Christine Vassaux Noe og Auría Paz, der også viste sig at have et sjældent talent for sang.

I forbindelse med demonstrationen starter Amnesty International arbejdet med at lave en gruppe i Aalborg for arbejdet med kvinders rettigheder.

Demonstration for samtykke

Den 25.11 fra kl. 16 -17.30 tager vi kravet om samtykke med os ud i gaderne, når vi går gennem Aalborg, København, Aarhus og Odense med budskabet: Danmark skal have en samtykkebaseret voldtægtslov – nu!

Den 25. november er FNs internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, og vil blive markeret i hele verden.

Som det er nu, bliver kun et fåtal af voldtægter anmeldt til politiet. Tal fra Justitsministeriet peger på, at mindst 5100 kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller forsøg på det. I 2017 anmeldte kun 944 personer voldtægten til politiet, og ud af disse endte kun 94 med en domsfældelse. Det meste statistik er begrænset, da det kun måler på binært køn. Derfor ved vi ikke om transkvinder er en del af statistikken og vi har ikke tal for intersex personer, transmænd, ikkebinære personer og queers.

Voldtægt er en alvorlig menneskerettighedskrænkelse, og overlevere har en stærkt forhøjet risiko for at få PTSD og leve med skadevirkningerne i mange år. Det er derfor et afgørende signal fra vores regering at tage retten til egen krop alvorligt og leve op til internationale konventioner ved at indføre samtykkelovgivning.

Derfor er der brug for handling nu. Og en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er første skridt på vejen til at sikre retten til et liv fri for voldtægt og vold for alle.

Demonstrationen i Aalborg begynder 16.00 ved landsrettens bygning på Gabels Torv, går langs Nytorv og slutter på Toldbold Plads.

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen.

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er den tale, jeg holdt. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden.

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt.

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark.

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.