Verdenserklæringen bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres. Det var tydeligt, at de deltagere, der er flygtninge, var meget bekymrede og utrygge ved det, der sker lige nu i Danmark.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst. Alle talte om hvor meget de holdt af Danmark, men også om hvor bekymrede de var over at se, hvordan menneskerettighederne er under pres i det land, der er vores alle sammens.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv.

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det er ikke meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

“Let’s talk about YES”

I dag holdt vi vores demonstration til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, det vil sige, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. I Danmark skal det bevises, at ofret har været udsat for tvang, trusler om vold eller fysisk vold eller befundet sig i en hjælpeløs tilstand, før en voldtægt kan straffes. I Amnesty International kræver vi, at Danmark skal have en voldtægtslovgivning, som beskytter ofrene langt bedre end i dag og lever op til Europarådets konvention om vold mod kvinder. Dansk lovgivning skal derfor være baseret på samtykke, det vil sige det grundlæggende princip om, at sex skal være frivilligt. Er det ikke frivilligt, er det voldtægt.

Demonstrationen, der blev til i samarbejde med Everyday Sexism Project og UNYA, fik pæn opbakning. Omkring 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret på Gabels Torv ned til Toldbod Plads. Her var der taler ved Christine Vassaux Noe og Auría Paz, der også viste sig at have et sjældent talent for sang.

I forbindelse med demonstrationen starter Amnesty International arbejdet med at lave en gruppe i Aalborg for arbejdet med kvinders rettigheder.

Tanker fra de nye lokaler

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

Fakkeltog i Aalborg 25.2 2018 mod krigsforbrydelserne i Ghouta

ghouta

Søndag den 18. februar kl. 19.00 opfordrer Amnesty International alle borgere i Aalborg til at deltage i en protest mod krigsforbrydelserne i Ghouta i Syrien. Der er tale om en stille march, der går fra Toldbod Plads via Nytorv til Gammeltorv. Ved afslutningen af folkevandringen vil der være en tale af læge Haifaa Awad og af en repræsentant for Amnesty International.

I Rwanda og i Bosnien blev civile dræbt i stort tal i 1990’erne. Verden sagde dengang at det aldrig måtte ske igen, men i 2016 skete det i Aleppo, og nu sker det igen i Ghouta, lige her for øjnene af os på Facebook og på Twitter. Den syriske regering har med støtte fra Rusland rettet skytset mod sin egen befolkning. I det østlige Ghouta har indbyggerne ikke kun lidt under en grusom belejring i de seneste seks år; nu er de også fanget af daglige angreb, der bevidst dræber og sårer dem. Disse angreb er egentlige krigsforbrydelser.

I seks år har det internationale samfund forholdt sig passivt, mens den syriske regering har begået forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og det med total straffrihed. Verdens regeringer har været tavse.

Vi appellerer til den danske regering om at ændre denne kurs og blive del af et ansvarligt verdenssamfund, der med udgangspunkt i menneskerettighederne vil sørge for at krigsforbrydelserne i Ghouta bliver bragt til ophør. Og vi appellerer til alle, der læser eller hører dette, om at lægge pres på den danske regering og om på de måder, vi hver især kan, at vise solidaritet med det syriske folk, der igen gennemgår så ufattelige lidelser.

Amnesty International appellerer til FNs sikkerhedsråd om at håndhæve sine egne resolutioner, der kræver en ende på belejringen af civile områder og angreb på civile og kræver uhindret humanitær adgang. Sikkerhedsrådets faste medlemmer, herunder Rusland, bør ikke blokere for at få skabt en ende på grusomhederne.

Det er afgørende, at FNs sikkerhedsråd får sendt et klart signal om at der ikke vil være straffrihed for dem, der begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Katastrofen i Syrien er et meget tydeligt eksempel på den høje pris, som borgere betaler for straffrihed for massakrer.

Alle parter, der er involveret i konflikten, skal overholde deres forpligtelser i henhold til international humanitær ret og give sikker adgang til civile, der ønsker at flygte fra området og tillade uhindret adgang for humanitære organisationer, så de kan give livreddende hjælp til de hundredtusindvis af mennesker, der lider i det østlige Ghouta.

Krystalnatten 2017 i Aalborg

krystalnatten-2015

Fra vores arrangement i 2015

Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.

Også i dag viser antisemitisme og andre former for intolerance deres grimme ansigt. I USA marcherer nynazister talstærkt under antisemitiske paroler, og rundt om i Europa er der stadig et udbredt had mod bl.a. jøder, romaer og homoseksuelle. Stemningen over for flygtninge er også stærkt negativ i mange kredse i Nordamerika og Europa.

Det er vigtigt at sige fra over for denne meget bekymrende udvikling og at markere fortidens hændelser, så de ikke bliver glemt. Så vær med den 9. november kl. 18.00, hvor vi går fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge lå, indtil den i 1945 blev sprængt i luften af den tyske besættelsesmagt.

Taler ved

Rådmand Lasse P.N. Olsen (Enhedslisten)
Jørgen Folkvang (Alternativet)
Trine Straarup Delé (Det Jødiske Samfund)

Jernbanegade 23

 

2017-08-20 12.50.30 2017-08-20 12.50.34 2017-08-20 12.50.46 2017-08-20 12.51.00

I dag begyndte vi omsider at pakke ud i vores nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal. Der kommer til at gå endnu nogle dage inden lokalerne er helt klar, men vi glæder os til at kunne bruge de nye lokaler og ikke mindst til nu at have et lokale, allerede døbt salen, som vi vil kunne bruge til udstillinger og til foredragsarrangementer. For snart mange år siden lå De Frivilliges Hus netop her, hvor vi nu er. Forhåbentlig vil vi denne gang kunne blive i de samme lokaler i mange år fremover.

Flyttedag

2017-08-12 12.43.36 2017-08-12 12.33.04 2017-08-12 11.55.50 2017-08-12 11.53.53 2017-08-12 11.53.40

Amnesty International i Aalborg har haft lokaler i Danmarksgade 7 siden september 2010, men her i foråret fik vi at vide at vi ville blive nødt til at flytte. I løbet af august har vi pakket vore ting sammen, og i dag tog vi det sidste ryk. På mandag den 14. august flytter vi til de nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal – under 100 meter fra Danmarksgade 7. De nye lokaler er større end de gamle, og selv om der er et vist vemod forbundet med at forlade de gamle lokaler, ser vi frem til at kunne etablere os i Jernbanegade, og vi glæder os til at møde jer alle dér inden så længe.

Tak for 2016!

2016-12-10-16-48-42

I dag slutter 2016. Der er mange store udfordringer for os i disse år; menneskerettighederne er for alvor under pres fra myndigheder og oppositionsgrupper, og der er ikke tegn på at dette pres vil lette.

Men kampen for menneskerettighederne er ikke forgæves. I 2016 har Amnesty International nået vigtige resultater. Vore kampagner har ført til lovændringer i mere end 40 lande. Danmark blev således det første land i verden, der besluttede at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Og takket være en stor indsats fra medlemmer og deltagere på Lifelife-SMS-netværket er mere end 650 samvittighedsfanger blevet løsladt og andre har fået deres henrettelser udskudt.  I kan læse om alle vore resultater på den danske afdelings hjemmeside.

I Aalborg har vi gennemført en lang række aktiviteter. Vi har bl.a. samlet underskrifter for transkønnedes rettigheder i Danmark til Aalborg Pride og i The Body Shop, været på gaden for at hverve nye medlemmer til Lifeline og holdt en række film- og café-aftener i vores lokaler i Danmarksgade 7. Desuden har vi deltaget i større arrangementer i Aalborg som New To North, Frivillig Fredag , Frivilligmarked og Aalborg Pride.

Vi holdt en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni og igen den 10. december på FNs menneskerettighedsdag. Årets sidste arrangement var et fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo. Disse tre arrangementer er fundet sted i samarbejde med andre lokale organisationer.

I Amnesty International i Aalborg har vi oplevet en masse velvilje, og vi er rigtig glade for al den positive opmærksomhed vi får fra sekretariatet og fra hovedbestyrelsen – som vi fik besøg af i december. Også dét var en god og udbytterig oplevelse.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, vi har samarbejdet med i 2016. Tak til sekretariat og hovedbestyrelse, tak til organisationer og virksomheder og andre lokale kræfter i Aalborg, til de frivillige og til alle, der på den ene eller den anden måde har deltaget i vores aktiviteter. Uden jer ville vi ikke kunne udrette det, vi kan i dag.

Godt nytår!

Café Human Rights den 19. oktober

Så er efteråret for alvor kommet til Danmark og Aalborg. Det kan både mærkes på vejret, vinden og ikke mindst de smukke farver samt at det er ved at være noget koldt og hurtigere mørkt. På mange måder godt men også lidt øv dog er det så godt at vi kan nyde hinandens selskab uanset vejr og vind.

Jeg vil så gerne invitere Jer alle, der læser dette til min næste Café Human Rights den 19. oktober kl. 19-22 i vor fine lokaler, Danmarksgade 7 🙂
Emnet vil være flygtninge  og alt det sjove, som vi ikke helt nåede den 7. september – dog er der en flink person, der enten skal tage sin pc med eller en dongle, som jeg kan låne til min bærbar så vi kan se den dokumentar, jeg gerne vil vise.

Spørgsmål, tilmelding, ideer mv. bedes venligst sendes senest på dagen kl. 10 dvs. den 19. oktober til mig på cafehumanrights@amnesty-aalborg.dk

Velmødt !

🙂

– S.

Sammenskudsgilde i Amnesty

KO-gruppen særligt Hans havde planlagt at vi skulle til Egholm hvor vi hver især ville have en dejlig VEGANSK ret med til at holde et sammenskudsgilde som
KO-gruppen og vores Amnesty samt andre venner. Det viste sig endnu engang at vejret ikke var med os (det har buldret og braget, og der er MEGET MERE på vej) så istedet mødtes de af os, der nu kunne i vores fine lokaler, valgte en film ud af mange og spiste en masse salat og kager. Så på den måde markerede vi at vi i lokalgruppen er også glade for hinanden, kage og ikke mindst social hygge ! 😀 i alt blev vi 6 til denne sammenskudsgilde !

Snart vil der komme flere af denne slags stunder…
Her er få billeder fra denne hyggelige søndag, der snart står ned i stænger.

1 2 3 4

HUSK Café Human Rights den 7/9 og Aktivistmøde den 13/9 – begge kl. 19 endvidere er der også det fine Mød Verden på lørdag fra kl. 12-17 i Karolinelund, se mere på www.moedverden.dk