Nej til antisemitisme og had!

Den 4. april blev den jødiske kirkegård i Aalborg udsat for hærværk af en nazistisk gruppering. I dag markerede vi i Amnesty International vores modstand mod antisemitisme og de andre manifestationer af had, der nærede nazismen, med en demonstration, hvor vi først samledes ved 4. maj-kollegiet (hvis beboere er efterkommere af danske modstandsfolk) og derefter gik hen til den jødiske kirkegård ved siden af kollegiet.

En stor tak til alle, der deltog.

Vi holdt to taler. Dem bringer vi her.


For et halvt år siden, den 9. november 2020, stod vi her sidst. Dengang mindedes vi krystalnatten, den forfærdelige dag i 1938, der blev begyndelsen på Holocaust.

Antisemitismen og alle de andre former for intolerance, der nærede nazismen og blev næret af nazismen, findes stadig. Ude på Internettet vrimler det med antisemitisme, racisme, had til romaer, homofobi og transfobi. I sidste uge kunne man læse en aviskronik, hvor en forsker påviste at holocaustbenægtelsen findes derude på de sociale medier, men at den nu er pakket ind i noget, som nogen kalder for “humor” og memes

For kun et par uger siden kunne vi læse en skræmmende nyhed: Nogen stod bag antisemitisk hærværk her, hvor vi står i dag.

Derfor står vi her igen i dag – for også nu skal det siges: Dette skal stoppes!

Vi har alle et ansvar for at standse intolerancen og for ikke gå dens ærinde. Vi skal sige fra, når vi ser hadet, og vi har som mennesker en pligt til at tale for de rettigheder, som alle mennesker har og vi som mennesker selv regner med at kunne have.

Noget af det, man ofte husker Danmark for, er hvordan danske borgere, der ikke var jøder, hjalp deres landsmænd, der var jøder, med at flygte til Sverige under den tyske besættelse. På den måde blev størstedelen af det jødiske samfund i Danmark skånet for den forfærdelige skæbne, der ramte de fleste andre jødiske samfund i Europa.

Der er desværre også en anden del af historien om Danmarks adfærd under nazismen. De danske myndigheder udviste flygtninge fra Tyskland tilbage til Tyskland i årene op til besættelsen, vel vidende hvordan forholdene var under nazismen. Mange af de tyske borgere, der blev sendt retur, blev ofre for den forfølgelse, der fandt sted.

Begge de dele af Danmarkshistorien – Danmarks bedste side og Danmarks værste side – er vi forpligtet til at tage på os, også nu i foråret 2021. Også nu skal vi sige

Aldrig mere en Krystalnat! Aldrig mere skal mennesker forfølges eller sendes tilbage til forfølgelse! Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder – menneskerettighederne gælder for alle!

Den første tale fra demonstrationen 16. april 2021.

Shabbat Shalom / Gut Shabbos

I aften står vi sammen ved den jødiske begravelsesplads. Vi stod her på Krystalnatten sidste år ligeledes med ryggen mod begravelsespladsen og ansigtet rettet ude mod verdenen, som en symbolsk beskyttelse af de jødiske borgeres grave, grave der blev vandaliseret i 2019. Som I nok har set i TV2 Nord, skete der igen hærværk her på den sidste nat af den jødiske højtid, Pesach (på engelsk Passover). Vi sætter vores lid til, at politiet retsforfølger de ansvarlige. En 28-årig mand er blevet anholdt.

Shabbat. Fra en time før solnedgang fredag aften til lørdag aften, når det er blevet så mørkt, at man kan se tre stjerner på himlen, er det shabbat, den ugentlige jødiske hviledag.  For mange jøder er begyndelsen på denne særlige dag, shabbat, en lejlighed til at mødes med familie eller venner og spise et godt måltid. Vi er her for at markere et rungende nej til antisemitisme, på det seneste manifesteret her af Nordfront, en gruppe der bruger racistisk, haderetorik i deres propaganda.

Til jer siger jeg: Shabbat shalom eller Gut Shabbos. Jeg ønsker jer fred, tryghed og velvære til shabbat. Dette kan opleves i stærk kontrast til, hvordan Nordfront på deres hjemmeside beskrev deres eget hærværk, hvilket i dette tilfælde er en vanhelligelse af de dødes gravsteder: ”Aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse gennemførte i weekenden en oplysningsaktion i flere byer, for at gøre folk opmærksomme på jødernes fremmede skikke.” 

Læg især mærke til den udpegning af jøderne, som nogen der praktiserer fremmede skikke. Med Nordfronts ord er jøderne ikke danskere, men de fremmede. 

Hvordan vanhelligede Nordfront det sted, hvor de døde skal huskes og udviste deres afsky for danske jøder? De kastede rød maling på muren, smed to dukker overmalet med rød maling ind på begravelsespladsen og fortovet og satte flyers op på muren med en antisemitisk tekst samt angav sig som afsender. Teksten fremstillede absurde myter om jøder som en bestialsk race, med deres fortidige matzebrød bagt med menneskeblod og massedrab af børn i forbindelse med deres bolsjevikiske revolution i det ældgamle Egypten. Vi har hørt denne antisemitiske retorik før. Dæmonisering af jøderne, som en slags vampyrer og den obligatoriske påstand om, at alle jøder over en kam er bolsjevikker. Forrykt, tænker jeg og overvældes af stærkt ubehag.

Disse billeder og hele scenariet har vækket forskellige følelser i mig: vrede, sorg og væmmelse. En tanke har også strejfet mig: De mennesker, der har udført hærværket, er dumme ballademagere, hvordan kan vi tage dem alvorligt? Men deres handlinger er ikke i flæng, men gemene og feje, udført i ly af natten – dog virker de truende. Nordfront udtrykker ikke kun antisemitisme og racisme, men ligeledes at de har magt og vil bruge den i sagens tjeneste. De ønsker at skabe frygt.

Her står vi så, uden at vakle. Vi ønsker at bakke op om menneskets ret til at have sin egen overbevisning, og sin ret til frit at vælge og skifte religion. Så længe dette sker uden at chikanere eller true andre.

Til slut vil jeg inddrage den østrigskfødte, jødiske filosof Martin Buber, der døde i 1965. Meget forenklet mente han, at menneskets hele livsverden består af relationer, fordi mennesket altid er i relationer. Det er relationen mellem mennesker, der definerer, hvem mennesket er. Vejen ud af/væk fra racisme og antisemitisme er en lang, sej rejse. Men Buber peger på vigtigheden af relationer som en mulig vej.  At være nysgerrige over for andre mennesker, at lære og arbejde sammen med mennesker af mange trosretninger og herkomst og at lære mennesker at kende, der beriger os med andet og noget mere, end vi er vokset op med. Fokus på mellemmenneskelige relationer kan formindske et ”dem og os”, der skaber afstand og splittelse – og danne en verden – et Danmark, der i højere grad bygges på lighed, forståelse og empati samt en fælles sameksistens for alle.

Om ikke så længe bliver det hviledagen, shabbat. Selv om denne begravelsesplads er blevet vanhelliget, ønsker jeg inderligt, at de døde herefter kan hvile i fred fra antisemitisk vandalisme. 

Shabbat shalom til jer alle. Tak, fordi I kom i aften.

Den anden tale fra demonstrationen 16. april 2021.

Krystalnatten 2020 i Aalborg

Den 9. november markerede vi igen Krystalnatten i Aalborg.

Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.

Også i dag viser antisemitisme, racisme, homofobi og andre former for intolerance deres grimme ansigt. 2. november i år var der et terrorangreb i Wien i nærheden af byens synagoge. I efteråret 2019 var der et angreb mod synagogen i Halle i Tyskland. I Danmark blev der for et år siden, endda på selve Krystalnatten, begået antisemitisk hærværk mod jødiske begravelsespladser i Randers og i Aalborg. Rundt om i verden bliver intolerante holdninger og politiske beslutninger stadigt mere normaliseret; et helt aktuelt eksempel på dette er de såkaldte “LGBT-frie zoner” i Polen.

Trods pandemi og kulde var fremmødet pænt, da vi mødtes ved 4. Maj-Kollegiet ved siden af den jødiske kirkegård. Der var (ud over fællessang – “Kringsatt av fiender”) to taler ved medlemmer fra Amnesty Internationals gruppe i Aalborg, én ved Hans Hyttel og en anden ved Stephanie Nagy. Stephanies tale gjorde stort indtryk; hendes søster, der bor i USA, er jøde. Samtidig med Stephanies tale dannede vi en beskyttende ring ved muren om den jødiske kirkegård for at vise, at vi alle vil stå sammen i kampen mod antisemitisme og andre former for had og intolerance.

Næste år vil vi føre traditionen videre med at markere Krystalnatten; desværre er der ikke tegn på at det vil være overflødigt.

Et blik på Hong Kong 2020

I dag kom Anders Hjort Wong Rønnow forbi fra Holstebro og fortalte om sine besøg i Hong Kong, senest i januar i år. Som Anders’ ene mellemnavn antyder, har han familie der – hans mormor kom oprindelig fra Hong Kong. Det er i den forbindelse, Anders to gange har besøgt den tidligere britiske kronkoloni. Hans beretning gav et interessant og dramatisk indblik med en personlig vinkel på konflikten mellen det kinesiske regime og de mange borgere i Hong Kong, der vil bevare de garantier for et demokratisk system og overholdelse af menneskerettigheder, som var del af aftalen om overdragelse fra Storbritannien til Kina i 1997. Ikke mindst den seneste “sikkerhedslov”, der via en række gummiparagraffer gør det muligt at forfølge modstandere af det kinesiske regime og at overdrage dem til selve Kina, er bekymrende.

Der er også interne uenigheder blandt Hong Kongs befolkning om hvad man skal gøre ved de kinesiske myndigheders hårde fremfærd. I den ældre generation har mange valgt at resignere ud fra en frygt for konsekvenserne af at protestere, mens mange yngre og unge mennesker er blandt dem, der bærer protesterne. Også i Anders’ familie i Hong Kong mærker man denne uenighed.

Herunder er en video fra sidste år om politiets brutale fremfærd.

Amnesty Internationals landsmøde 2020

Jeg har været med til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling i mange år; jeg har kun været forhindret to gange, og jeg har altid set frem til muligheden for at være sammen med andre menneskerettighedsaktivister fra resten af landet og gæster fra afdelinger i andre lande. Landsmødet på Hotel Nyborg Strand er både vores øverste besluttende myndighed, en enestående mulighed for erfaringsudveksling og rammen om workshops, foredrag og film med fokus på menneskerettighederne.

I foråret 2020 er alt pludselig blevet anderledes. Landsmødet, der skulle finde sted i denne weekend i de vante rammer, blev aflyst. Men der er stadig brug for at diskutere og siden godkende regnskab og beretning og for at vælge en ny hovedbestyrelse. 

Derfor blev vi indkaldt til et landsmøde via Zoom og med afstemning over nettet. Jeg var blevet udpeget som election officer med det ansvar, at jeg skulle læse beskrivelsen af afstemnings-opsætningen igennem for at kunne sikre os at den var forsvarlig med hensyn til databeskyttelse mm. Det vurderede jeg, at den er.

Amnesty Internationals fokus er med kort varsel blevet ændret til at fokusere på de akutte menneskeretslige udfordringer, COVID-19-pandemien har bragt med sig og som vi skal forholde os til. Dels er der hele udfordringen med at mennesker, der i forvejen er særligt udsat for menneskerettighedskrænkelser nu bliver endnu mere udsatte, dels er der de retspolitiske udfordringer med alle de særlove, der der blevet indført og som begrænser borgeres frihed i stort omfang. Disse love giver mening lige nu, men man kan frygte, at nogle magthavere “glemmer” at trække dem tilbage igen en dag.

Også internt påvirker COVID-19-pandemien vores arbejde. Hele diskussion om Amnesty Internationals strategi i de kommende år er vigtig, men den internationale generalforsamling, hvor den nye strategi skal fastlægges, kan ikke afholdes som planlagt på grund af pandemien.

I dette forår vil vi kæmpe for at alle samvittighedsfanger rundt om i verden, der er i risikogrupperne for COVID-19, bliver løsladt øjeblikkelig – denne kampagne sker under hashtagget #freePOC.

Zoom-landsmødet fandt sted her til formiddag, og da vi var flest, var vi 65 deltagere – med en enkelt gæst fra udlandet, nemlig Anne Marie fra den norske afdeling. Der var nogle tekniske problemer i starten og jeg mistede selv forbindelsen til mødet kortvarigt flere gange. Alligevel lykkedes det os at gennemføre et møde med vigtige og gode diskussioner, og på mange måder blev det faktisk godt på de præmisser, vi var mødt til at anlægge. Tak til vores sekretariat og hovedbestyrelse for at have gjort et stort og grundigt forarbejde siden den 10. marts.

Nogle ting savnede vi selvfølgelig. Hele den sociale dimension, og ikke mindst glæden ved gensynet med dem, vi ikke ser så tit, måtte vi undvære. På landsmøderne er der tit nye ansigter, der har været medlemmer i et stykke tid men her møder Amnesty Internationals fællesskab for første gang. Dem var der ikke mange af i dag på Zoom.

Jeg ved, at vi alle håber at kunne mødes igen rigtigt, ansigt til ansigt, i 2021 på Hotel Nyborg Strand.

Krystalnatten 2019 i Aalborg

I dag mindedes vi ofrene for Holocaust med et fakkeltog fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Tak til alle, der var med.

Herunder kan I læse den tale, som blev holdt.


Tale ved fakkeltog til minde om Krystalnatten 9. november 2019

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 101 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i dag for 30 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 81 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede, politiske modstandere og andre, som nazismen havde set sig ond på.

Også i 2019 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 81 år siden. Det er kun således få uger siden, at en nazist forsøgte at begå et attentat mod en synagoge i Halle i Tyskland.

Også andre religiøse samfund bliver ramt af had. I marts i år trængte en højreekstremist ind i en moské i Christchurch i New Zealand og dræbte 49 mennesker, der var samlet til bøn. I april i år omkom mere end 200 mennesker ved bombeattentater mod fire kirker i Sri Lanka.

I Polen vedtog regeringen sidste år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Polen kalder nogle lokalsamfund sig for “LGBT-fri områder”.

I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne.

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

I en europæisk undersøgelse fra 2018, sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. Det er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Når man tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, da er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Vi kan ikke tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelserne, men de gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi skal bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og alle de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd uanset religion, oprindelse, seksualitet osv. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.

Verdenserklæringen bliver 70 år

I dag er det 70 år siden, Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet i De Forenede Nationer. Hvert år har vi markeret det i Amnesty International; normalt har det været med et fakkeltog, sidste år var det dog dagen for landsindsamlingen. Men i år var vi igen på gaden med fakler. Sidst, i 2016 var der ikke så mange, der deltog. I år var der formodentlig mindst 200 deltagere, og der var denne gang mange flygtninge. Vi havde valgt at sætte særligt fokus på de seneste ugers stramninger af lovgivningen om flygtninge; disse stramninger er endnu et bekymrende tegn på menneskerettighederne i Danmark er under pres. Det var tydeligt, at de deltagere, der er flygtninge, var meget bekymrede og utrygge ved det, der sker lige nu i Danmark.

Der var taler af borgere, der enten selv er kommet til Danmark som flygtninge eller arbejder med flygtninge: Fawaz Alzatto, Khadra Jamal Farah, Rahsa Khalife, Zaynab Ali, Nuuradiin Hussein og Karina Holst. Alle talte om hvor meget de holdt af Danmark, men også om hvor bekymrede de var over at se, hvordan menneskerettighederne er under pres i det land, der er vores alle sammens.

Også jeg holdt en tale som repræsentant for Amnesty International.

Den er her:


Tale den 10. december 2018

I dag, den 10. december, er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det grundlæggende princip bag verdenserklæringen bliver klart helt fra starten: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. Sagt på en anden måde: Menneskerettighederne gælder for alle mennesker, hele tiden. De gælder også for din irriterende kollega, din dumme nabo og dem, du er allermest politisk uenig med. De gælder for de rige og for de fattige, for dem, der tror på noget og dem, der ikke tror på noget, og de gælder for alle, hvor end de kommer fra og hvor end de bor.

Lige siden har Verdenserklæringen om menneskerettigheder været udgangspunkt for international lovgivning på menneskerettighedsområdet, herunder en lang række konventioner, som Danmark har tiltrådt. Samtidig er der dog rundt om i verden mange udfordringer med at overholde og respektere menneskerettighederne.

I Amnesty International er det Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der er vores grundlag. Vi kæmper for at menneskerettighederne skal gælde for alle mennesker, hele tiden. Derfor laver vi kampagner. Derfor går vi på gaden. I marts i år var vi på gaden for at støtte befolkningen i de belejrede byer i Syrien. I november var vi på gaden for at vise vores bekymring over antisemitisme og andre former for intolerance og racisme. Få uger senere var vi på gaden for at støtte kravet om en ændring af den danske lovgivning om voldtægt.

I dag er vi så på gaden igen. Ikke kun for at fejre 70-året for Verdenserklæringen, men desværre også i høj grad for at protestere. For lige nu giver den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis.

Den nuværende integrationsydelse, der blev indført i 2015 som et andet ord for halveret kontanthjælp, skifter nu navn og bliver sat endnu længere ned. Formålet er at få mennesker på flugt til at søge hjemrejse, for nu kaldes den lave kontanthjælp for “hjemsendelsesydelse”. Men det er veldokumenteret (og også af os i Amnesty International), at den i forvejen lave økonomiske støtte til mennesker på flugt gør det svært at dække helt grundlæggende behov. Den danske stat hensætter mennesker på flugt i fattigdom, selvom man ved, at det ikke fører til øget beskæftigelse eller styrket selvforsørgelse. “Hjemsendelsesydelsen” kommer først og fremmest til at nedbryde mennesker, som Danmark i stedet burde støtte, ikke mindst hvis målet er, at de rustes til en dag selv at kunne deltage i genopbygningen af deres ofte krigshærgede hjemlande. Når man hører regeringen, er det helt tydeligt, at lovgivningen er bevidst tænkt, så den først og fremmest skal ramme netop mennesker på flugt. Men man må ikke diskriminere (det siger menneskerettighederne nemlig også), så derfor har regeringen måttet lave et krumspring. Det krumspring indebærer at også danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet, skal modtage “hjemsendelsesydelse”, hvis de vender tilbage til Danmark. Hvor de så skal sendes hen, er uklart.

Hele ideen om at flygtninge skal være i Danmark “midlertidigt” bliver et frikort til med fuldt overlæg at skabe de dårligst mulige forhold for mennesker på flugt, og oveni lægger det også op til, at Danmark yderligere vil undergrave retten til at søge familiesammenføring for mennesker på flugt. Fremover skal det nemlig være den til enhver tid siddende minister, som ud fra nogle løst formulerede kriterier afgør, om Danmark skal modtage familiesammenføringer eller ej. Det er en model, der giver en minister myndighed til at træffe vidtgående beslutninger på et vilkårligt grundlag, og det må vi advare mod fra Amnesty International.

Så er der beslutningen om at mennesker på såkaldt “tålt ophold” fra 2021 skal indkvarteres i et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt. Samtidig ønsker regeringen og dens støtteparti at gøre det så vanskeligt som muligt indenfor de gældende internationale regler at forlade øen. I Amnesty International er vi nødt til at spørge regeringen og dens støtteparti om, hvordan man vil kunne respektere de grundlæggende rettigheder i de internationale konventioner, når man med fuldt overlæg i praksis frihedsberøver mennesker, som allerede har afsonet deres fængselsstraf og nu på ubestemt tid bliver afskåret fra at opretholde et familieliv.

Alle de beslutninger, der er tale om her, viser en holdning om at det er ikke meningen, at mennesker, der er flygtet til Danmark, skal integreres i det danske samfund. På denne måde er ordningen om tålt ophold nu blevet en model for hvordan også mennesker med flygtningestatus skal betragtes i Danmark. Det ser ud som om vi er i gang med at skabe “tålt ophold for alle” i form af en lovgivning, der vil føre til at mennesker på flugt kommer til at fremstå som en belastning for samfundet og skal behandles derefter. Dét er helt uforeneligt med menneskerettighedernes ånd. Lad mig nemlig her til sidst minde om artikel 22 i Verdenserklæringen. Dér står der

Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver stats organisation og hjælpekilder.

Med andre ord: Alle, også de mennesker, der er flygtet til Danmark, er medlemmer af samfundet og har de samme rettigheder. Menneskerettighederne gælder for alle mennesker hele tiden.

Demonstration den 10. december

Den 10. december er det 70 år siden, De Forenede Nationer vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Dette markerer Amnesty International i Aalborg ved en demonstration på 

Toldbod Plads, Aalborg den 10. december kl. 18.30-19.00.

Talere er

  • En repræsentant for Amnesty International
  • Fawaz T. Alzatto, pædagogmedhjælper i Hobro (og flygtning fra Syrien)
  • Khadra Jamal Farah, familiekonsulent i Aalborg (og flygtning fra Aalborg)
  • Ali Hassan, beboerrådgiver i PlusBolig

Vi markerer her, at det er præcis 70 år siden FN’s menneskerettighedserklæring blev vedtaget – på baggrund af krigens rædsler. Men demonstrationen den 10. december er desværre også et nødvendigt opråb til de danske politikere.

Den seneste tids beslutninger fra den danske regering om flygtninge og mennesker på tålt ophold giver nemlig grund til alvorlig bekymring for menneskerettighedernes status i dansk politik og retspraksis. Regeringen vil sende endnu flere børn ud i fattigdom og afviste asylansøgere vil de placere på en ø – som det skal være både maksimalt dyrt og maksimalt svært at forlade.

Vores rettigheder har længe været under pres. Vi skal holde fast på den vigtige historiske sejr for menneskeheden ved at stå sammen. Vi vil huske hinanden på, at menneskerettigheder er noget vi giver hinanden, og de er kun menneske-rettigheder, hvis de gælder for alle mennesker, hele tiden. 

Det Danmark, vi ønsker, har hjerterum og tager ansvar for, at alle mennesker får mulighed for et værdigt liv. Vores Danmark

  • Holder fast i menneskerettighedskonventionerne
  • Lader ikke børn vokse op i fattigdom, alene fordi deres forældre er flygtet fra krig og elendighed
  • Giver mennesker mulighed for at integrere sig,
  • Beskytter mindretal og behandler mennesker først og fremmest som mennesker

Lad os stå sammen om menneskerettighederne og bekæmpe politikernes forsøg på at øge uligheden blandt mennesker. Lad os skabe et bedre Danmark for alle.

“Let’s talk about YES”

I dag holdt vi vores demonstration til støtte for en samtykke-baseret lov om voldtægt. 11 europæiske lande, herunder England, Skotland, Tyskland, Belgien, Sverige har i dag en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, det vil sige, at begge parter i ord eller handling skal have udtrykt ønske om sex. I Danmark skal det bevises, at ofret har været udsat for tvang, trusler om vold eller fysisk vold eller befundet sig i en hjælpeløs tilstand, før en voldtægt kan straffes. I Amnesty International kræver vi, at Danmark skal have en voldtægtslovgivning, som beskytter ofrene langt bedre end i dag og lever op til Europarådets konvention om vold mod kvinder. Dansk lovgivning skal derfor være baseret på samtykke, det vil sige det grundlæggende princip om, at sex skal være frivilligt. Er det ikke frivilligt, er det voldtægt.

Demonstrationen, der blev til i samarbejde med Everyday Sexism Project og UNYA, fik pæn opbakning. Omkring 50 mennesker trodsede den bidende kulde og gik fra Vestre Landsret på Gabels Torv ned til Toldbod Plads. Her var der taler ved Christine Vassaux Noe og Auría Paz, der også viste sig at have et sjældent talent for sang.

I forbindelse med demonstrationen starter Amnesty International arbejdet med at lave en gruppe i Aalborg for arbejdet med kvinders rettigheder.

Demonstration for samtykke

Den 25.11 fra kl. 16 -17.30 tager vi kravet om samtykke med os ud i gaderne, når vi går gennem Aalborg, København, Aarhus og Odense med budskabet: Danmark skal have en samtykkebaseret voldtægtslov – nu!

Den 25. november er FNs internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, og vil blive markeret i hele verden.

Som det er nu, bliver kun et fåtal af voldtægter anmeldt til politiet. Tal fra Justitsministeriet peger på, at mindst 5100 kvinder hvert år udsættes for voldtægt eller forsøg på det. I 2017 anmeldte kun 944 personer voldtægten til politiet, og ud af disse endte kun 94 med en domsfældelse. Det meste statistik er begrænset, da det kun måler på binært køn. Derfor ved vi ikke om transkvinder er en del af statistikken og vi har ikke tal for intersex personer, transmænd, ikkebinære personer og queers.

Voldtægt er en alvorlig menneskerettighedskrænkelse, og overlevere har en stærkt forhøjet risiko for at få PTSD og leve med skadevirkningerne i mange år. Det er derfor et afgørende signal fra vores regering at tage retten til egen krop alvorligt og leve op til internationale konventioner ved at indføre samtykkelovgivning.

Derfor er der brug for handling nu. Og en samtykkebaseret voldtægtslovgivning er første skridt på vejen til at sikre retten til et liv fri for voldtægt og vold for alle.

Demonstrationen i Aalborg begynder 16.00 ved landsrettens bygning på Gabels Torv, går langs Nytorv og slutter på Toldbold Plads.

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen.

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er den tale, jeg holdt. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden.

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt.

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark.

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.