Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen.

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er den tale, jeg holdt. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland.

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden.

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt.

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark.

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder.

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.

Tanker fra de nye lokaler

Jeg har været aktivt medlem af Amnesty International i Aalborg igennem snart mange år. For mig begyndte det hele med at jeg kom til et introduktionsmøde i juni måned 1994, og jeg besluttede mig til komme igen. Jeg blev medlem i en af de lokale grupper, den der hed gruppe 144. Dengang holdt Amnesty International til i Priorgade 1a, en sidegade til Frederikstorv ved Danmarksgade.

Noget af det første, jeg var med til, var en tragisk sag om to unge mænd, der døde i politiets varetægt i Indien. Efter alt at dømme var de blevet tæsket ihjel af betjente. I gruppe 144 skrev vi ganske mange breve til de indiske myndigheder, og jeg fik kontakt med PUCL, en indisk menneskerettighedsgruppe. Det var før internettet blev almindeligt udbredt, så almindelige papirbreve var eneste kommunikationsform for os, når det gjaldt Indien.

Min første vigtige oplevelse kom hér: Jeg fik kontakt til medlemmer af PUCL og de hjalp med at få taget sagen om dødsfaldene op. En dag fik jeg et brev fra Indien; sagen om de to unge mænd var blevet taget op i det indiske retssystem. Desværre endte det hele med at dommerne konkluderede, at der ikke var sket noget galt.

Men alligevel var det en stor oplevelse for mig at opdage, at den indsats, jeg var med til, kunne betyde noget så konkret i en anden del af verden. Allerede i sensommeren 1994 kom jeg også med i det, der hed regionsledelsen – en koordinationsgruppe for vores aktiviteter i Nordjylland. Medlemmerne af regionsledelsen kom, lavede ofte en stor indsats og drog så efter nogle år videre. Medlemmerne af gruppe 144 kom, lavede ofte en stor indsats og drog så videre. Jeg slog mine folder som referent og sekretær i regionsledelsen og siden også som sekretær og referent i gruppe 144. Vi var nødt til at spinke og spare og lave en masse fundraising-aktiviteter, så vi kunne lave de arrangementer om menneskerettigheder, som vi egentlig gerne ville.

Jeg kan huske, at jeg tilbage i 1995 foreslog, at vi skulle have internet-adgang i form af en mailadresse. Men ingen andre i Amnesty i Aalborg kendte til internettet og kunne ikke rigtig se meningen med den slags. Så det blev ikke til noget.

Siden nedlagde vi regionsledelsen og oprettede en lokalforening. Her blev jeg igen referent, nu i lokalforeningsledelsen. Grupperne var lige så stille på vej ud; vi lavede det meste sammen alligevel. I lokalforeningen var jeg bl.a. med til at have kontakt med Amnesty-medlemmer i Zimbabwe. Her var den eneste mulighed samtaler i mobiltelefon! Og jeg var med i det, der hed mandatudvalget under den danske hovedbestyrelse, Også her endte jeg med at blive referent. Jeg oplevede at være med til spændende møder med Amnesty-medlemmer fra andre lande og at have mange gode stunder og vigtige diskussioner med dem. Det var en særlig oplevelse for mig at være med til at forfatte et dansk resolutionsforslag, som blev vedtaget på et internationalt rådsmøde (dem har jeg dog aldrig været med til).

Vi kom på nettet – først med vores egen blog og mailingliste, siden også via Facebook og Instagram. I dag kan ingen af os forestille sig, hvordan det var ikke at være på nettet.

Og jeg har været med til en masse landsmøder (mere end én gang har jeg været referent i arbejdsgrupper her) og har også her mødt Amnesty-medlemmer fra nær og fjern.

Med årene skiftede sekretariatet holdning til vores arbejde; nu behøvede vi ikke længere at bruge tid på at fundraise, men kunne simpelthen bede om penge fra dansk afdeling til de aktiviteter, vi gerne ville lave. Dét var et stort løft for vores i forvejen gode aktivitetsniveau, og samtidig fjernede det en stor bekymring for os.

I 2010 flyttede vi fra Priorgade 1a til nye lokaler i Danmarksgade 7, så vi kunne få nogle bedre rammer om vores aktiviteter. Vi nedlagde lokalforeningen og blev igen en gruppe, kogruppen. Og jeg blev referent i kogruppen.

Sidste år blev vores lejemål desværre opsagt, og vi var nødt til at flytte igen, denne gang til vores nuværende lokaler i Jernbanegade 23 (lige rundt om hjørnet fra Danmarksgade, en gade der åbenbart står os nær!). Det er uden diskussion de bedste lokaler, vi har haft.

På det personlige plan har det været en givende tid for mig: Jeg har lært en masse mennesker at kende (og har fået skrevet en hel masse referater). Ved receptionen i dag fik vi genset nogle af de gamle bekendtskaber; det var rigtig godt at se alle igen. Og repræsentanter fra hovedbestyrelsen og sekretariatet, som vi altid har haft et godt samarbejde med, kiggede også forbi. Også dem var vi rigtig glade for at møde igen.

Det var lidt specielt for mig at indse, at den eneste gennemgående figur fra 1994 og frem faktisk er mig.

Min tid i Amnesty International er bestemt ikke slut. Menneskerettighederne er under pres mere end nogensinde før i min levetid; det er tragisk og skræmmende at høre ledende danske politikere tale dårligt om menneskerettighederne og at høre på deres ønsker om at få dem fjernet.

En aften for Ghouta

2018-02-25 19.18.55

Forleden skrev vi om Ghouta i Syrien, hvor Assad-regimets styrker begår krigsforbrydelser, som alene i den seneste uge har kostet omkring 500 mennesker livet. I aften holdt vi i Amnesty International en demonstration for fred og mod krigsforbrydelserne. I sidste øjeblik løb vi ind i logistiske problemer – Aalborg kommunes strømudtag til det PA-anlæg, vi havde lånt, virkede ikke, men vi fik lov af en sandwichbar at låne deres udendørs stik, og så gik det hele endda.

Omkring 100 mennesker trodsede den bidende kolde februaraften og gik med os fra Toldbod Plads til Gammeltorv, hvor Haifaa Awad holdt en fin og rammende tale over telefon. Da arrangementet var omme (vi holdt det kort, for kulden var træls) fik vi hilst på nogle unge syrere, som havde hørt om aftenens begivenhed fra deres danske venner. Og sammen med dem gik nogle af os ned til Amnestys lokaler i Jernbanegade 23 for at få varmen.

Tak til alle, der var med, tak for lån af PA-anlæg, tak for lån af strøm og tak til Haifaa Awad for talen!

Fakkeltog i Aalborg 25.2 2018 mod krigsforbrydelserne i Ghouta

ghouta

Søndag den 18. februar kl. 19.00 opfordrer Amnesty International alle borgere i Aalborg til at deltage i en protest mod krigsforbrydelserne i Ghouta i Syrien. Der er tale om en stille march, der går fra Toldbod Plads via Nytorv til Gammeltorv. Ved afslutningen af folkevandringen vil der være en tale af læge Haifaa Awad og af en repræsentant for Amnesty International.

I Rwanda og i Bosnien blev civile dræbt i stort tal i 1990’erne. Verden sagde dengang at det aldrig måtte ske igen, men i 2016 skete det i Aleppo, og nu sker det igen i Ghouta, lige her for øjnene af os på Facebook og på Twitter. Den syriske regering har med støtte fra Rusland rettet skytset mod sin egen befolkning. I det østlige Ghouta har indbyggerne ikke kun lidt under en grusom belejring i de seneste seks år; nu er de også fanget af daglige angreb, der bevidst dræber og sårer dem. Disse angreb er egentlige krigsforbrydelser.

I seks år har det internationale samfund forholdt sig passivt, mens den syriske regering har begået forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og det med total straffrihed. Verdens regeringer har været tavse.

Vi appellerer til den danske regering om at ændre denne kurs og blive del af et ansvarligt verdenssamfund, der med udgangspunkt i menneskerettighederne vil sørge for at krigsforbrydelserne i Ghouta bliver bragt til ophør. Og vi appellerer til alle, der læser eller hører dette, om at lægge pres på den danske regering og om på de måder, vi hver især kan, at vise solidaritet med det syriske folk, der igen gennemgår så ufattelige lidelser.

Amnesty International appellerer til FNs sikkerhedsråd om at håndhæve sine egne resolutioner, der kræver en ende på belejringen af civile områder og angreb på civile og kræver uhindret humanitær adgang. Sikkerhedsrådets faste medlemmer, herunder Rusland, bør ikke blokere for at få skabt en ende på grusomhederne.

Det er afgørende, at FNs sikkerhedsråd får sendt et klart signal om at der ikke vil være straffrihed for dem, der begår krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Katastrofen i Syrien er et meget tydeligt eksempel på den høje pris, som borgere betaler for straffrihed for massakrer.

Alle parter, der er involveret i konflikten, skal overholde deres forpligtelser i henhold til international humanitær ret og give sikker adgang til civile, der ønsker at flygte fra området og tillade uhindret adgang for humanitære organisationer, så de kan give livreddende hjælp til de hundredtusindvis af mennesker, der lider i det østlige Ghouta.

To foredrag om flygtninge

fenced_refugees1

En af de store udfordringer i vor tid er de mange mennesker, der er på flugt fra krig og undertrykkelse. Men i dag smækker verdens mest resursestærke lande – heriblandt Danmark – døren i og overlader det til en håndfuld udviklingslande at håndtere næsten alle de 21 millioner mennesker, som lige nu flygter fra konfliktområder.

I disse to foredrag vil to danske eksperter sætte fokus på hvad vi kan gøre.

Foredragene er på dansk, og der er fri entré.

26. januar 2018 kl. 16.00, Jernbanegade 23, 1. sal

Thomas Gammeltoft-Hansen er professor i menneskerettigheder ved Lunds Universitet og ekspert inden for flygtninges rettigheder. I hans bog Sådan løser vi flygtningekrisen giver han sit bud på en international strategi for at håndtere verdens flygtningesituation. I sit foredrag vil han tage udgangspunkt i denne bog.

9. februar 2018 kl. 16.00, Jernbanegade 23, 1. sal

Søren Jessen-Petersen er tidligere vicegeneralsekretær for UNHCR og i 1980erne var han med til at forhandle en international løsning for genbosættelse af de dengang 1 million vietnamesiske flygtninge, som dengang sad i lejre rundt om i Asien. I sit foredrag vil han tage udgangspunkt i dette arbejde.

Krystalnatten 2017 i Aalborg

krystalnatten-2015

Fra vores arrangement i 2015

Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.

Også i dag viser antisemitisme og andre former for intolerance deres grimme ansigt. I USA marcherer nynazister talstærkt under antisemitiske paroler, og rundt om i Europa er der stadig et udbredt had mod bl.a. jøder, romaer og homoseksuelle. Stemningen over for flygtninge er også stærkt negativ i mange kredse i Nordamerika og Europa.

Det er vigtigt at sige fra over for denne meget bekymrende udvikling og at markere fortidens hændelser, så de ikke bliver glemt. Så vær med den 9. november kl. 18.00, hvor vi går fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge lå, indtil den i 1945 blev sprængt i luften af den tyske besættelsesmagt.

Taler ved

Rådmand Lasse P.N. Olsen (Enhedslisten)
Jørgen Folkvang (Alternativet)
Trine Straarup Delé (Det Jødiske Samfund)

Jernbanegade 23

 

2017-08-20 12.50.30 2017-08-20 12.50.34 2017-08-20 12.50.46 2017-08-20 12.51.00

I dag begyndte vi omsider at pakke ud i vores nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal. Der kommer til at gå endnu nogle dage inden lokalerne er helt klar, men vi glæder os til at kunne bruge de nye lokaler og ikke mindst til nu at have et lokale, allerede døbt salen, som vi vil kunne bruge til udstillinger og til foredragsarrangementer. For snart mange år siden lå De Frivilliges Hus netop her, hvor vi nu er. Forhåbentlig vil vi denne gang kunne blive i de samme lokaler i mange år fremover.

Flyttedag

2017-08-12 12.43.36 2017-08-12 12.33.04 2017-08-12 11.55.50 2017-08-12 11.53.53 2017-08-12 11.53.40

Amnesty International i Aalborg har haft lokaler i Danmarksgade 7 siden september 2010, men her i foråret fik vi at vide at vi ville blive nødt til at flytte. I løbet af august har vi pakket vore ting sammen, og i dag tog vi det sidste ryk. På mandag den 14. august flytter vi til de nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal – under 100 meter fra Danmarksgade 7. De nye lokaler er større end de gamle, og selv om der er et vist vemod forbundet med at forlade de gamle lokaler, ser vi frem til at kunne etablere os i Jernbanegade, og vi glæder os til at møde jer alle dér inden så længe.

Landsmødet 2017

Et indtryk fra sidste års landsmøde.

Et indtryk fra sidste års landsmøde.

Nu er der ikke længe til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling. Det finder sted den 29.-30. april, og endnu engang er det på Hotel Nyborg Strand. I kan læse mere om landsmødet og programmet på dansk afdelings hjemmeside, og om hvordan man melder sig til. Alle medlemmer af Amnesty Internationals danske afdeling kan deltage.

Mødet er dansk afdelings besluttende forum, hvor hovedbestyrelse og sekretariat beretter om aktiviteter fra det seneste år og hvor der vælges nye medlemmer til hovedbestyrelsen. Landsmødet er også en suverænt god mulighed for at møde Amnesty-medlemmer fra resten af landet og for at lære mere om menneskerettighedssituationen rundt om i verden ved de mange workshops, der finder sted.

Tak for 2016!

2016-12-10-16-48-42

I dag slutter 2016. Der er mange store udfordringer for os i disse år; menneskerettighederne er for alvor under pres fra myndigheder og oppositionsgrupper, og der er ikke tegn på at dette pres vil lette.

Men kampen for menneskerettighederne er ikke forgæves. I 2016 har Amnesty International nået vigtige resultater. Vore kampagner har ført til lovændringer i mere end 40 lande. Danmark blev således det første land i verden, der besluttede at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Og takket være en stor indsats fra medlemmer og deltagere på Lifelife-SMS-netværket er mere end 650 samvittighedsfanger blevet løsladt og andre har fået deres henrettelser udskudt.  I kan læse om alle vore resultater på den danske afdelings hjemmeside.

I Aalborg har vi gennemført en lang række aktiviteter. Vi har bl.a. samlet underskrifter for transkønnedes rettigheder i Danmark til Aalborg Pride og i The Body Shop, været på gaden for at hverve nye medlemmer til Lifeline og holdt en række film- og café-aftener i vores lokaler i Danmarksgade 7. Desuden har vi deltaget i større arrangementer i Aalborg som New To North, Frivillig Fredag , Frivilligmarked og Aalborg Pride.

Vi holdt en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni og igen den 10. december på FNs menneskerettighedsdag. Årets sidste arrangement var et fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo. Disse tre arrangementer er fundet sted i samarbejde med andre lokale organisationer.

I Amnesty International i Aalborg har vi oplevet en masse velvilje, og vi er rigtig glade for al den positive opmærksomhed vi får fra sekretariatet og fra hovedbestyrelsen – som vi fik besøg af i december. Også dét var en god og udbytterig oplevelse.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, vi har samarbejdet med i 2016. Tak til sekretariat og hovedbestyrelse, tak til organisationer og virksomheder og andre lokale kræfter i Aalborg, til de frivillige og til alle, der på den ene eller den anden måde har deltaget i vores aktiviteter. Uden jer ville vi ikke kunne udrette det, vi kan i dag.

Godt nytår!