Krystalnatten 2017 i Aalborg

krystalnatten-2015

Fra vores arrangement i 2015

Den 9. november 1938 markerede Krystalnatten begyndelsen på nazisternes jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. Den 9. november betød et stort tab af frihed for mange mennesker i Tyskland. Millioner af borgere i Tyskland og andre europæiske lande blev myrdet af det nazistiske regime, der 5 år tidligere havde vundet et demokratisk valg og havde brugt det til at afskaffe demokratiet. Det var jøder og romaer og homoseksuelle og handicappede og politiske modstandere, som nazisterne helt systematisk slog ihjel. Det var samtidig en periode i Europas historie, hvor mange lande i stort omfang afviste de mennesker, der var på flugt fra forfølgelse.

Også i dag viser antisemitisme og andre former for intolerance deres grimme ansigt. I USA marcherer nynazister talstærkt under antisemitiske paroler, og rundt om i Europa er der stadig et udbredt had mod bl.a. jøder, romaer og homoseksuelle. Stemningen over for flygtninge er også stærkt negativ i mange kredse i Nordamerika og Europa.

Det er vigtigt at sige fra over for denne meget bekymrende udvikling og at markere fortidens hændelser, så de ikke bliver glemt. Så vær med den 9. november kl. 18.00, hvor vi går fra den jødiske kirkegård i Hasserisgade til Synagogegade ved Nytorv, hvor Aalborgs synagoge lå, indtil den i 1945 blev sprængt i luften af den tyske besættelsesmagt.

Taler ved

Rådmand Lasse P.N. Olsen (Enhedslisten)
Jørgen Folkvang (Alternativet)
Trine Straarup Delé (Det Jødiske Samfund)

Jernbanegade 23

 

2017-08-20 12.50.30 2017-08-20 12.50.34 2017-08-20 12.50.46 2017-08-20 12.51.00

I dag begyndte vi omsider at pakke ud i vores nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal. Der kommer til at gå endnu nogle dage inden lokalerne er helt klar, men vi glæder os til at kunne bruge de nye lokaler og ikke mindst til nu at have et lokale, allerede døbt salen, som vi vil kunne bruge til udstillinger og til foredragsarrangementer. For snart mange år siden lå De Frivilliges Hus netop her, hvor vi nu er. Forhåbentlig vil vi denne gang kunne blive i de samme lokaler i mange år fremover.

Flyttedag

2017-08-12 12.43.36 2017-08-12 12.33.04 2017-08-12 11.55.50 2017-08-12 11.53.53 2017-08-12 11.53.40

Amnesty International i Aalborg har haft lokaler i Danmarksgade 7 siden september 2010, men her i foråret fik vi at vide at vi ville blive nødt til at flytte. I løbet af august har vi pakket vore ting sammen, og i dag tog vi det sidste ryk. På mandag den 14. august flytter vi til de nye lokaler i Jernbanegade 23, 1. sal – under 100 meter fra Danmarksgade 7. De nye lokaler er større end de gamle, og selv om der er et vist vemod forbundet med at forlade de gamle lokaler, ser vi frem til at kunne etablere os i Jernbanegade, og vi glæder os til at møde jer alle dér inden så længe.

Landsmødet 2017

Et indtryk fra sidste års landsmøde.

Et indtryk fra sidste års landsmøde.

Nu er der ikke længe til landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling. Det finder sted den 29.-30. april, og endnu engang er det på Hotel Nyborg Strand. I kan læse mere om landsmødet og programmet på dansk afdelings hjemmeside, og om hvordan man melder sig til. Alle medlemmer af Amnesty Internationals danske afdeling kan deltage.

Mødet er dansk afdelings besluttende forum, hvor hovedbestyrelse og sekretariat beretter om aktiviteter fra det seneste år og hvor der vælges nye medlemmer til hovedbestyrelsen. Landsmødet er også en suverænt god mulighed for at møde Amnesty-medlemmer fra resten af landet og for at lære mere om menneskerettighedssituationen rundt om i verden ved de mange workshops, der finder sted.

Tak for 2016!

2016-12-10-16-48-42

I dag slutter 2016. Der er mange store udfordringer for os i disse år; menneskerettighederne er for alvor under pres fra myndigheder og oppositionsgrupper, og der er ikke tegn på at dette pres vil lette.

Men kampen for menneskerettighederne er ikke forgæves. I 2016 har Amnesty International nået vigtige resultater. Vore kampagner har ført til lovændringer i mere end 40 lande. Danmark blev således det første land i verden, der besluttede at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme. Og takket være en stor indsats fra medlemmer og deltagere på Lifelife-SMS-netværket er mere end 650 samvittighedsfanger blevet løsladt og andre har fået deres henrettelser udskudt.  I kan læse om alle vore resultater på den danske afdelings hjemmeside.

I Aalborg har vi gennemført en lang række aktiviteter. Vi har bl.a. samlet underskrifter for transkønnedes rettigheder i Danmark til Aalborg Pride og i The Body Shop, været på gaden for at hverve nye medlemmer til Lifeline og holdt en række film- og café-aftener i vores lokaler i Danmarksgade 7. Desuden har vi deltaget i større arrangementer i Aalborg som New To North, Frivillig Fredag , Frivilligmarked og Aalborg Pride.

Vi holdt en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge den 20. juni og igen den 10. december på FNs menneskerettighedsdag. Årets sidste arrangement var et fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo. Disse tre arrangementer er fundet sted i samarbejde med andre lokale organisationer.

I Amnesty International i Aalborg har vi oplevet en masse velvilje, og vi er rigtig glade for al den positive opmærksomhed vi får fra sekretariatet og fra hovedbestyrelsen – som vi fik besøg af i december. Også dét var en god og udbytterig oplevelse.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, vi har samarbejdet med i 2016. Tak til sekretariat og hovedbestyrelse, tak til organisationer og virksomheder og andre lokale kræfter i Aalborg, til de frivillige og til alle, der på den ene eller den anden måde har deltaget i vores aktiviteter. Uden jer ville vi ikke kunne udrette det, vi kan i dag.

Godt nytår!

I morgen: Fakkeltog i Aalborg for Aleppo

Fra fakkeltoget for Aleppo i København.

Fra fakkeltoget for Aleppo i København.

I dag har der været fakkeltog i solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo rundt om i landet. I morgen, torsdag den 15. december kl. 19.00, er det i Aalborg, der er fakkeltog. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen og byrådsmedlem Per Clausen holder tale, og med på en telefonforbindelse fra København er Haifaa Awad, der også holder en tale. Fakkeltoget går fra Toldbod Plads til Honnørkajen.

Amnesty International i Aalborg står bag arrangementet sammen med andre engagerede borgere, partier og foreninger.

Mød op og vis din solidaritet med civilbefolkningen i Aleppo!

Skulle du være forhindret, kan du skrive under på Amnesty Internationals underskriftindsamling. Vi kræver at civilbefolkningen i Aleppo skal evakueres sikkert ud af Aleppo.

Menneskerettighedsdagen 2016 – en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge

2016-12-10-15-56-16 2016-12-10-16-38-25 2016-12-10-16-48-36 2016-12-10-16-50-34 2016-12-10-17-00-55

Hvert år fejrer vi den internationale menneskerettighedsdag, som er den 10. december. I år har vi i Amnesty International særligt fokus på flygtninges menneskerettigheder, og derfor var vi gået sammen med Oxfam Ibis, Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum, den lokale Aalborg-forening Asylforum og aktivitetshuset 1000fryd om at arrangere et fakkeltog. Det fulgte op på vores to tidligere folkevandringer for en ordentlig behandling af flygtninge i oktober 2015 og juni i år.

Denne gang var det vores særlige fokus at appellere til verdens regeringer – og her specielt, fordi vi er i Danmark, til den danske regering – om at finde en fælles løsning på den store humanitære krise, der har drevet millioner af mennesker på flugt fra især borgerkrigen i Syrien.

På Nytorv havde vi sat 200 små “minitelte” op med lys i for at minde om at 86% af alle verdens flygtninge opholder sig i nærområderne, dvs. et naboland til det land de er flygtet fra – og mange af dem bor i lejre.. Derefter gik vi sammen til Nordkraft. Her var der en tale med Fawaz Alzatto, der bor i Hobro, er aktiv i Venligboerne og er flygtning fra Syrien. Så fortalte og Søren Bruun Jensen, der ud over at arbejde med asylansøgere også skriver sange. Og endelig kom Signe Lindstrøm fra Asylforum og holdt en tale og fik os til at synge en fælleskanon.

Til allersidst samlede vi underskrifter for at appellere til den danske regering om at tage imod 500 UNHCR-flygtninge, sådan som Danmark ellers altid har haft en mangeårig praksis for at gøre.

Folkevandring 2016

IMG_20160620_205517

IMG_20160620_191325

IMG_20160620_190251

IMG_20160620_193720

IMG_20160620_193856

I dag holdt vi en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge i Aalborg. Den var et samarbejde mellem Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Internationalt Forum og Asylforum. Formålet var at give udtryk for at flygtninge skal behandles ordentligt både her i Danmark og internationalt og at grundlaget for det skal være menneskerettighederne.

Vi har holdt folkevandring én gang før i Aalborg, nemlig den 6. oktober – der viste sig at være den første rigtig kolde efterårsdag. Alligevel kom der mere end 200 dengang. I dag var det så den suverænt mest regnfulde sommerdag indtil nu. Planerne om en hyggelig sommeraften med musik i det fri ved havnen gav ikke mening; en mikserpult tåler ikke regn særlig godt. Arrangørgruppen var nødt til at ændre planer med helt kort varsel.

Det lykkedes, og der deltog omkring 100 mennesker i folkevandringen. Ikke så dårligt endda med så ringe et vejr! Samira Taba fra Amnesty og Signe Lindstrøm fra Asylforum holdt gode taler i hver sin ende af ruten, der gik fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. TV2 Nord kom forbi og lavede et lille direkte indslag, hvor bl.a. jeg blev interviewet (jeg bliver fejlagtigt benævnt formand; der er ingen formand i Amnesty Internationals Aalborg-gruppe). Bagefter gik mange af deltagerne ned til “Susan Himmelblå”, hvor der var levende musik ved de musikere, der oprindelig skulle have spillet på havnen, og Mads Nygaard, der var med til at stifte den første Venligbo-gruppe, holdt tale sammen med sin gode ven Ammar, der er flygtning fra Syrien og nu bor i Skagen.

Indslaget fra TV2 kan I se herunder.

Folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge

Plakat 2016 (lillebitte)

Den 20. juni 2016 kl. 19.00 indbyder vi alle til en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge. Folkevandringen er et stille optog gennem Aalborgs gader, der vil samle borgere i byen og de mennesker, der kommer hertil som flygtninge. Optoget går fra J.F. Kennedys Plads til Honnørkajen. Der er taler ved

  • Samira Taba (Amnesty International)
  • Søren Bruun Jensen (reporter og musiker)
  • Signe Lindstrøm (Asylforum)
  • Mads Nygaard (medstifter af Venligboerne)
  • Fawaz Alzatto (syrisk flygtning)
  • Gonzalo Vargas (chilensk flygtning)

og musik ved Perlefar og DJ Qtronix.

Folkevandringen er arrangeret af Amnesty International i Aalborg sammen med Dansk Flygtningehjælp i Aalborg, Internationalt Forum i Aalborg og Asylforum i Aalborg.

Arrangørgruppen udtaler:

Det går i den forkerte retning, hvad angår vores måde at behandle mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse, på. Vi ønsker at leve i et land, hvor vi behandler hinanden ordentligt, og det er det, vi vil markere. Derfor er vores budskab at

  • Alle har ret til et liv i sikkerhed
  • I Danmark skal ingen leve i fattigdom
  • I Danmark har alle ret til en fair og lige behandling.
  • I Danmark skal alle behandles med respekt og værdighed.
  • Flygtningebeskyttelse er et internationalt anliggende.
  • Mennesker, der flygter fra krig og undertrykkelse, har ret til asyl.

Kom og vær med!

Café Venlig på tværs

2016-03-11 15.23.03 2016-03-11 15.43.23 2016-03-11 16.36.34

I dag var jeg blevet inviteret med til Café “Venlig på tværs”, der er nogle helt uformelle sammenkomster på Huset i Aalborg, der er blevet til på initiativ fra medlemmer af Venligboerne. Ideen er at bringe danskere og flygtninge tættere på hinanden på en hyggelig måde.

Jeg var blevet bedt om at fortælle om Amnesty International – og det gjorde jeg så. Samira fra Amnesty skulle også have været med, men hun desværre lå underdrejet hjemme med akut hold i nakke og ryg.

Det hele blev undervejs tolket til arabisk, så flygtningene fra Syrien kunne følge med. Forinden havdeHanna fra “Elsk Aalborg” og Samih fra “Syrian Touch” fortalt om deres aktiviteter, der hver på deres måde også bringer mennesker med dansk og udenlandsk baggrund sammen.

Som man kan se af billederne, var der også musik.  Den lokale sangskriver Bjarke Kirk spillede. nogle sange. Nogle entusiastiske unge fyre fra Syrien (tror jeg nok) sang en sang tilsat en lidt sparsom guitar og til sidst var der en jamsession med Søren Bruun Jensen. Jeg nåede også at snakke med Søren; han var før jul to uger i Grækenland og kunne fortælle om hvordan grækerne tager mod flygtningene. Hans klare indtryk var at de fleste græske borgere havde en positiv holdning til flygtningene – de opfattede sig (halvvejs metaforisk) som værende i samme båd som dem i et Europa, der bestemt ikke altid viser sit pæne ansigt i disse år.

Café “Venlig på tværs” er en god idé og var for mig personligt også en god og menneskelig afslutning på en lige lovlig intens arbejdsuge med masser af veldefinerede mål,  dagsordener og referater. Som Ragnhild Hauge, en af initiativtagerne, sagde til mig: “Det her kan jo også godt lykkes, uden at det behøver at være så struktureret.” Og dét har hun ret i.